Future Vejle udvidet med Erritsø GIF

Foto: Vejle Boldklub

Erritsø GIF går fra at være partnerklub på VB Akademiet til at blive samarbejdsklub nummer 38 under Future Vejle.

Af Lars Christensen | 24. maj 2026

I efteråret blev netværket af Future Vejle-klubber udvidet med Lasse Fløs barndomsklub, Rask Mølle OI, i det nordlige område. Nu er turen igen kommet til området syd for Vejle, hvor VB Akademiet sidste år præsenterede samarbejde med Lunderskov Boldklub, Dalby GF og Seest Boldklub.

Nu er det Erritsø GIF, der slutter sig endeligt til Future Vejle-samarbejdet, efter klubben fra Fredericia-forstaden hidtil har været partnerklub.

Peter Lund, der er ansvarlig for klubsamarbejdet Future Vejle på VB Akademiet, glæder sig over, at Erritsø GIF nu er fuldbyrdet medlem.

- I praksis betyder opgraderingen for Erritsø, at de får glæde af den kommercielle pakke og uddannelsesdelen. Deres medlemmer får mulighed for at komme til fodbold på Vejle Stadion på vores populære Future Vejle-dage, de får førsteholdsspillere ud på besøg til en klubaften, og klubbens trænere og ledere får glæde af uddannelsesmulighederne på VB Akademiet. Med andre ord træder Erritsø GIF ind på lige fod med vores øvrige samarbejdsklubber under Future Vejle, og det er glædeligt både for dem og os, indleder Peter Lund.

Erritsø GIF træder ind i Future Vejle-samarbejdet under en såkaldt ’trepartsaftale’, hvor den stribede forstadsklub også samarbejder med FC Fredericia Akademi.

- EGIF Fodbold er en pæn størrelse fodboldklub, der træder ind i den øvre halvdel af vores samarbejdsklubber målt på antal medlemmer. Vi åbnede i efteråret vores ATK+-center i Dalby, og spillerne fra EGIF kommer fremover til at træne her med spillerne fra det sydlige område. På den måde løfter vi spiller- og udvælgelsesgrundlaget, inden vi skal sammensætte den nye U13-årgang, der træder ind på VB Akademiet hver sommer, siger Peter Lund.

EGIF Fodbold arbejder på børnenes præmisser

Jesper Langelund, der er bestyrelsesmedlem, drengeansvarlig og U13-træner i Erritsø GIF, forklarer klubbens bevæggrunde for at opgradere samarbejdet med VB Akademiet.

- Det gør vi som klub, for at vi kan tilbyde vores mest talentfulde medlemmer lidt ekstra. Vi har haft spillere tilknyttet ATK+-centeret i VB Parken og det er vigtigt for børnenes muligheder og udvikling, at vi har et tilbud til de bedste der indebærer ekstra træning, indleder Jesper Langelund.

- Vi er en klub, der prioriterer børne- og ungdomsfodbold højt, og med cirka 440 medlemmer fra børne-voksenholdene til senior er vi en forening med mange hold på næsten alle årgange. Vi er en klub, der arbejder på børnenes præmisser og er for nylig blevet DBU-børneklub med en børneudviklingstræner tilknyttet. Vi ser os som en klub i fremdrift, og derfor er det vigtigt for os med tidssvarende tilbud til vores medlemmer, og der hjælper VB Akademiet os godt på vej med deres ATK+-center, siger Jesper Langelund.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV