Felix Örn Fridriksson er blevet udtaget til det islandske U21-landshold, der i EM-kvalifikationen møder Nordirland og Spanien på hjemmebane. Kampene spilles 11.- og 16. oktober. Imed Louati har meldt afbud til det tunesiske A-landshold.

Felix Örn Fridriksson har været fast mand på det islandske U21-landshold i hele den igangværende EM-kval og han fortsætter til de kommende landskampe. Kampene mod Nordirland og Spanien er de sidste to i kvalifikationsturneringen. Islændingene har fortsat en mulighed for at nå 2. pladsen og Play Off-kampe om EM-deltagelse, men det ser svært ud.

Felix Örn Fridriksson er kun 19 år og han vil også i kvalifikationsturneringen frem mod EM 2021 have alderen til at repræsentere et islandsk ungdomslandshold. Se hele den islandske trup her.

Imed Louati var udtaget til det A-landsholdet i Tunesien der skulle have mødt Niger i to kampe om kvalifikation til African Cup of Nations. Men Louati har meldt afbud, da han i den sidste tid har været generet af skader. Tuneseren vil fokusere på at blive helt fit igen og derfor bliver han hjemme i denne omgang.

To af VB’s landsholdsudtagne spillere kan komme i kamp onsdag. Det er Albanien og Ylber Ramadani der hjemme møder Jordan. Det danske U19-landshold indleder EM-kvalen i Estland mod Finland. VB’s Thomas Gundelund er aktuel på landstræner Henrik Clausens hold.

Tekst: Lars Christensen.