Simone Branca havde kontraktudløb med Vejle Boldklub denne sommer og fremtiden har længe været uvis for den 26-årige midtbanespiller. Men han skrev under med hjemlandets Serie B-klub AS Cittadella tidligere på dagen og stopper dermed i VB, som italieneren kom til i vinterens transfervindue.

I vinter forstærkede Vejle Boldklub truppen med den løbestærke midtbanespiller Simone Branca, der kom til Nørreskoven på en halvårlig kontrakt, købt fri i Serie C-klubben US Alessandria. Men Brancas ophold i Nørreskoven forlænges ikke, da han har skrevet under med italienske Cittadella, hvor han i den kommende sæson skal prøve kræfter med Serie B for første gang i karrieren.

Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, roser Simone Branca for indsatsen i VB-trøjen i årets første seks måneder.

– Simone Branca leverede mange gode kampe for holdet i forårssæsonen og han skal i den grad anerkendes for, at være en væsentlig del af den trup, der bragte Vejle Boldklub tilbage i Superligaen. Han løste opgaver centralt på midtbanen og sidst på sæsonen også på wingbacken, hvor han leverede flere målgivende afleveringer. Arbnor Mucolli spillede et minut i NordicBet LIGA i foråret, men han er blevet klar igen og har spillet meget i pre-season. Vi går fortsat efter at styrke vores midtbanepositioner i dette transfervindue og følger spillermarkedet, siger Jacob Krüger.

– I mellemtiden har Simone Branca valgt at fortsætte karrieren andetsteds og det accepterer vi. På vegne af Vejle Boldklub vil jeg gerne takke Branca for indsatsen i klubben og ønske ham held og lykke i den kommende sæson, siger Jacob Krüger.

Da Branca debuterede for VB den 1. marts mod Thisted FC (0-0) blev han den første italienske spiller i Vejle Boldklub. 26-årige Branca spillede fra start i alle forårets 14 turneringskampe, men nåede ikke at komme på måltavlen for VB. Han leverede tre assist.

Læs pressemeddelelsen fra AS Cittadella her.

Tekst: Lars Christensen.