Programmet for NordicBet LIGA 2019-20 er blevet offentliggjort og Vejle Boldklub begynder sæsonen med en udekamp mod Fremad Amager søndag den 28. juli.

En ny sæson står for døren for Vejle Boldklub når NordicBet LIGA begynder i slutningen af juli. Tirsdag har Divisionsforeningen og DBU præsenteret spilleprogrammet for den kommende sæson. VB begynder med en udekamp mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark. I den efterfølgende weekend kommer Nykøbing FC til Nørreskoven, mens Vendsyssel venter i Hjørring i 3. spillerunde.

Efterårets eneste midtuge-runde venter onsdag den 21. august og her er Kolding IF modstanderen på Kolding Stadion. Det vil være den første turneringskamp mod Kolding siden sæsonen 2010-11. Efteråret slutter den 17. november med en udekamp mod FC Roskilde.

Foråret begynder den 1. marts med en hjemmekamp mod HB Køge og afsluttes søndag den 31. maj med en udekamp mod Fremad Amager – præcis hvor sæsonen begyndte ti måneder tidligere. Alle weekendkampe er placeret søndage kl. 15.00, men eventuelle flytninger på grund af tv transmissioner kommer senere.

Se hele Vejle Boldklubs kampprogram for NordicBet LIGA 2019-20 her.

Tekst: Lars Christensen.