Vejle Boldklubs 1-0 sejr i den første Play Off-kamp mod Hobro IK, var den første sejr på fremmedgræs i Superligaen siden juli 2008. I 33. forsøg lykkedes det VB at bryde stimen, der har varet næsten to hele Superliga-sæsoner.

Efter rekordoprykningen til Superligaen i sommeren 2008, gæstede Vejle Boldklub Esbjerg fB på Blue Water Arena i sæsonens første udekamp. Et jævnbyrdigt opgør blev afgjort et par minutter inde i 2. halvleg, da Frank Hansen hårdt presset af Thomas Røll sparkede bolden i nettet bag sin egen målmand Lars Winde. Scoringen fik vestjyderne aldrig udlignet, og så kunne VB tage den anden udesejr på stribe i Superligaen, da man også vandt den sidste i sæsonen 2006-07. Her blev det 2-1 over AC Horsens, på en dag, hvor VB alligevel rykkede ud af landets bedste række.

Efter kampen i Esbjerg skulle der gå 32 kampe – 16 i sæsonen 2008-09 og 17 i denne sæson – inden VB igen kunne strække armene i vejret efter en sejr på udebane. Denne gang også med cifrene 1-0. Da VB den 27. juli 2008 vandt i Esbjerg var VB-profilerne Steffen Kielstrup, Jimmy Nielsen, Thomas Røll, Bora Zivkovic, Brian Nielsen og Pablo Piñones-Arce, mens EfB stillede op med navne som Nicolai Høgh, Andreas Klarström, Martin Vingaard, Søren Rieks og Niki Zimling. Kun sidstnævnte, der repræsenterer SønderjyskE, er fortsat aktiv på topniveau, mens Frank Hansen (Kjellerup), Jesper Lange (Middelfart) og Adeshina Lawal (Víkungur Göta) også fortsat har gang i karrieren, men på et lavere niveau. Trænerne Ove Christensen (konsulent i Silkeborg KFUM) og Troels Bech (senest sportsdirektør i Brøndby IF), har heller ikke stået på sidelinjen i landets bedste række i en årrække.

32 udekampe i Superligaen uden sejr:
17.08.2008: AC Horsens – VB 0-0
01.09.2008: FC Midtjylland – VB 1-1 – Eduardo Delani
21.09.2008: FC Nordsjælland – VB 2-1 – Adeshina Lawal
19.10.2008: Randers FC – VB 1-1 – Eduardo Delani
25.10.2008: AGF – VB 2-1 – Steffen Kielstrup
10.11.2008: FC Midtjylland – VB 2-0
16.11.2008: OB – VB 2-0
29.11.2008: Brøndby – VB 2-0
09.03.2009: AGF – VB 1-1 – Ibrahim Salou
22.03.2009: AC Horsens – VB 0-0
13.04.2009: FC København – VB 4-1 – Ibrahim Salou
20.04.2009: AaB – VB 0-0
26.04.2009: Esbjerg – VB 3-2 – Allan Gaarde, Chidi Dauda Omeje
10.05.2009: SønderjyskE – VB 0-0
18.05.2009: FC Nordsjælland – VB 4-1 – Eduardo Delani
24.05.2009: Randers FC – VB 3-2 – Bora Zivkovic, Adda Djeziri

22.07.2018: Brøndby – VB 1-1 – Allan Sousa
10.08.2018: Vendsyssel – VB 1-1 – Rasmus Lauritsen
19.08.2018: FC Nordsjælland – VB 2-0
31.08.2018: AC Horsens – VB 0-0
17.09.2018: AaB – VB 1-1 – Mads Greve
05.10.2018: SønderjyskE – VB 3-0
28.10.2018: Hobro – VB 1-0
11.11.2018: FC Midtjylland – VB 5-0
03.12.2018: AGF – VB 2-1 – Pierre Kanstrup (selvmål)
15.12.2018: Randers FC – VB 2-0
17.02.2019: OB – VB 1-0
03.03.2019: FC København – VB 2-0
17.03.2019: Esbjerg – VB 2-1 – Allan Sousa (straffespark)
01.04.2019: AGF – VB 2-2 – Allan Sousa, Jonas Andersen
18.04.2019: AC Horsens – VB 0-0
28.04.2019: SønderjyskE – VB 4-1 – Vladlen Yurchenko

En eventuel Play Off-kamp mod et hold fra NordicBet LIGA, vil ikke tælle som Superligakampe i de officielle statistikker. VB har derfor spillet sæsonens sidste udekamp i Superligaen.

Tekst: Lars Christensen.