Vejle Boldklub har udlejet 19-årige Foday Manneh til HIFK Football i Finland. Her skal offensivspilleren spille for klubbens oprykkerhold i Veikkausliiga, der er den bedste række i landet.

Foday Manneh blev tilknyttet Vejle Boldklub i sensommeren 2018, hvor han kom fra en klub i hjemlandet Gambia. Siden har han spillet kampe og scoret mål på Vejle Boldklubs hold i U19-Ligaen.

– Foday Manneh er blevet udlejet til finske HIFK Football, hvor vi håber, han får den spilletid på højeste finske niveau, som talentet berettiger til. Foday har siden han kom til klubben trænet og spillet kampe med vores U19-Ligahold, hvor han har præsteret godt og scoret flere mål. Foday var særligt i efteråret en del af det hold, der tog mange point og konsoliderede sig i den bedste halvdel. Målet med lejeopholdet i Finland er, at han får seniorerfaring og står bedst muligt rustet til at vende tilbage til VB, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub.

Foday Manneh er udlejet til HIFK Football frem til 30. juni 2019. Den finske klub begyndte i weekenden 2019-sæsonen med at tabe 0-1 til SJK Seinäjoki.

Læs pressemeddelelsen fra HIFK Football her.

Tekst: Lars Christensen.