Flø: Vi er på i alle 90 minutter

Foto: Carl Forssling

Lasse Flø spillede en stærk kamp på backen, da VB besejrede F.C. København med 2-0.

Af Lars Christensen | 9. november 2025

Flø var valgt i startopstillingen for fjerde gang i sæsonen, da de rødblusede skulle byde F.C. København op til dans søndag eftermiddag.

- Vi bringer den energi og arbejdsindsats, der skal til for at vinde en Superligakamp. Det har vi også gjort i tidligere kampe, men denne gang var det lige fra første til sidste minut. Der var ikke nogen perioder, hvor vi stod af, men vi fulgte det hele til dørs, og med lidt held tilsat så vandt vi, indleder Lasse Flø.

Før pausen var der muligheder i begge ender. Gæsterne havde flere forsøg på hovedstød, som suste enten over eller forbi mål, og i den anden ende var det Gammelgaard og Chiakha med skud, men ingen mål ved halvtid.

- Fornemmelsen var god, da vi sad i pausen. Vi havde lavet en lige fodboldkamp, der bølgede frem og tilbage, så det var detaljer, vi rettede til. De omstillinger der var, dem skulle vi løbe, og så skulle vi bruge den samme energi i 45 minutter mere. Det var overskriften for os, siger Lasse Flø.

Med et kvarter igen eksploderede Vejle Stadion første gang, da Tobias Bach med et venstrebensspark sendte læderet fladt i nettet. Det var i en fase af kampen, hvor københavnerne også søgte en afgørelse.

- Vi ville bringe bolde i feltet og så opsøge heldet derinde og der var lidt af det hele i forbindelse med det første mål. ”Bisse” er endt ude på siden og slår bolden ind, og så hopper den lidt frem og tilbage, inden Bach kan score med et godt spark. Det var fedt, at vi fik scoret først, siger Lasse Flø.

De sidste minutter var lange for VB’s Man of the Match. Lasse Flø gik ud efter 73 minutter og gjorde plads til Gundelund, der var med til at krige sejren hjem.

- De sidste minutter er lange både på og udenfor banen, men med den anden scoring får vi lidt mere luft. Det er måske også et heldigt mål, men vi slår bolden frem og jagter muligheden, og så har vi noget af det held på vores side, som man ikke får, men som man skal opsøge. Vi leverer en stærk kamp defensivt, og det clean sheet, vi sikrer os, kommer, fordi vi leverer en helhjertet holdindsats. Vi stod fast i alle 90 minutter og det skal der til, hvis vi skal gøre os gældende i 3F Superliga, siger Lasse Flø.

Den 20-årige back var med i flere gode gennembrud i højre side, hvor hans kombinationer flere gange fik Gammelgaard på skudhold.

- Vi finder hinanden rigtig godt, og flere gange er vi på skift fri. Gammelgaard har gode afslutninger i begge halvlege, og jeg kommer også til indlæg, hvor vi kunne være blevet lidt mere farlige, men jeg er glad for den energi og den arbejdsindsats, hele holdet kommer ud på Vejle Stadion med. Den bliver vigtig fremover, hvis vi skal følge op på denne sejr, siger Lasse Flø, inden han runder af.

- Når publikum laver den kulisse, som de gjorde i eftermiddag, så kan vi byde alle op til dans. Det er fantastisk at løbe rundt derinde, når vi alle med og de bærer os frem. Vi er vild med den opbakning vi får, og så havde vi glædet os til at fejre sejren med fansene igen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV