Vejle Boldklub benytter landsholdspausen i Superligaen til en test mod FC St. Pauli fra 2. Bundesligaen. Opgøret spilles på torsdag på tyskernes træningsanlæg i Hamborg og vil være lukket for tilskuere.

Der er landsholdspause i Superligaen og ligesom i efterårets sidste landsholdspause, så drager Vejle Boldklub til Tyskland for at teste formen mod en kompetent modstander. Kultklubben FC St. Pauli tager imod på tyskernes træningsanlæg på Langenhorst i storbyen Hamborg.

Vejle Boldklub og FC St. Pauli har ikke testet mod hinanden siden 8. februar 1998, hvor FCSP vandt 4-0 over vejlensernes Superligahold. FC St. Pauli har siden 2011 spillet i 2. Bundesligaen. I denne sæson ligger holdet på en 4. plads kun fire points efter Union Berlin på 3. pladsen, der giver adgang til to Play Off-kampe om oprykning til Bundesligaen. I sæsonen 2010-11 spillede FCSP i Bundesligaen for første gang siden 2001-02-sæsonen. Ellers har det nye årtusinde været en omskiftelig tilværelse for klubben med fans i hele Europa. Man har været nede at vende i Regionalligaen, men også smagt på tilværelsen i Bundesligaen mod Tysklands bedste klubber.

FC St. Pauli kommer til kampen mod Vejle med to klare nederlag i bagagen. Det blev senest 0-4 mod Sandhausen og inden, tabte kultklubben med samme cifre til rivalerne Hamburger SV, der er nede at vende i 2. Bundesligaen efter sidste års historiske nedrykning. St. Pauli trænes af Markus Kauczinski (f. 1970), der har haft ansvaret på Millerntor siden 2017, men primært har trænererfaring fra Karlsruher SC.

I spillertruppen er der ikke mange kendte ansigter, for det danske publikum. Men et par navne vækker dog genklang. Fremme i forreste linje er det Alexander Meier der skal score målene. 36-årige Meier spillede næsten 15 sæsoner i Eintracht Frankfurt og scorede mere end 100 mål. Han har også en fortid i HSV. På midtbanen er det Mats Møller Dæhli der er en af de fremtrædende spillere. Den unge nordmand har A-landskampe på CV’et og rejste tidligt i karrieren med Ole Gunnar Solskjær til Cardiff City i Premier League. Tyskernes topscorer er hollænderen Henk Veerman, der kom til klubben inden denne sæson og som har scoret seks mål.

FC St. Pauli holder til i bydelen Sankt Pauli i Hamborg og klubben er blevet en kultklub på grund af placeringen nær Reeperbahn og nogle entusiastiske fans, der betingelsesløst bakker op om klubben. Hjemmekampene spilles på det populære Millerntor-Stadion i Hamborgs centrum. Stadionet, der rummer 29.546, er stort set udsolgt til alle hjemmekampene. Hjemmebanen for FCSP har været renoveret flere gange i tidens løb og senest i begyndelsen af nullerne.

Der har været et par danske spillere i klubben i tidens løb. Tilbage i 70’erne optrådte Johnny Petersen, der senere blev cheftræner for et par sjællandske Superliga-klubber, for tyskerne, mens Jacob Rasmussen for et par år siden spillede seks måneder i klubben.

Torsdagens test mellem Vejle Boldklub og FC St. Pauli spilles dog under mere ydmyge forhold på klubbens træningsanlæg på Langenhorst i Hamborg. Som det er kutyme for flere af de tyske topklubber, så lukkes dørene ved træningskampe af sikkerhedsmæssige årsager.

Træningskamp
Torsdag den 21. marts kl. 14.00
FC St. Pauli – Vejle Boldklub

Tekst: Lars Christensen.