Farvel til Egholm

Forsvarsspilleren Anders Egholm og Vejle Boldklub er blevet enige om at ophæve samarbejdet 10 måneder før kontraktudløb. Egholm kom til VB i sommeren 2016 og nåede 21 kampe og én scoring for vejlenserne.

I de sidste timer af transfervinduet torsdag aften, nåede Vejle Boldklub og klubbens 34-årige forsvarsspiller Anders Egholm til enighed om en ophævelse af den kontrakt der løb frem til næste sommer. Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, forklarer ophævelsen af samarbejdet således.

– Vi er gået med til at ophæve samarbejdet godt og vel et år før tid med Anders Egholm, da vi føler os godt dækket ind på pladserne i det centrale forsvar. Anders Egholm har været en stor personlighed i omklædningsrummet og på træningsbanen og har gjort sit bedste i alle situationer for at tilgodese klubben og holdet. I en svær sidste sæson holdt Anders hovedet højt hele tiden og bidrog til, at klubben kom godt igennem den første svære sæson. Anders har påtaget sig en stor rolle i dagligdagen, selvom han ikke har spillet så meget, som han har ønsket, siger Jacob Krüger.

– Anders var klar, da der var bud efter ham op til udekampen mod Skive for to uger siden. Men desværre var han decideret uheldig med at pådrage sig en voldsom hjernerystelse kort inde i kampen. Anders Egholm er i klar bedring ovenpå skaden og vil snart være helt fit for fight. Vi takker Anders Egholm for indsatsen i VB og ønsker ham alt det bedste i tiden fremover, siger Jacob Krüger.

Anders Egholm: Har tænkt meget over fremtiden
34-årige Anders Egholm er meget afklaret efter bruddet med Vejle Boldklub og trods en kort periode i VB, ser han med glæde tilbage på særligt de sidste måneder.

– Sidste sæson var en skuffelse for mig. Jeg ramte ikke mit topniveau og det var der mange grunde til. De første samtaler med klubben omkring fremtiden havde jeg allerede før sommerpausen, men jeg var ikke klar til at komme videre. Jeg vendte frisk tilbage efter sommerpausen og følte, at det kunne blive meget bedre i denne sæson. Billedet fra sidste sæson skulle vaskes væk og jeg ville levere gode indsatser. At klubben hentede to nye midtstoppere i Rasmus Lauritsen og Mads Greve, var jeg helt på det rene med. Jeg betragter dem som gode kolleger, siger Anders Egholm.

– Det handlede om, at jeg skulle være hundrede procent klar, når der var brug for mig. Jeg har haft mit fokus på, at jeg ville hjælpe alle i truppen i dagligdagen og til kamp og så ellers presse mig på i forhold til startopstillingen. Udenfor Vejle Boldklub har jeg tænkt meget over fremtiden. Jeg er 34 år og alting har en ende. Jeg har prøvet at se mig selv udenfor et omklædningsrum og brugt megen tid med min familie på at afklare fremtiden. Jeg vil gerne gøre mig klar til livet efter fodbolden og planlægger at begynde at studere næste år. Efter hjernerystelsen i udekampen mod Skive begyndte jeg igen at drøfte fremtiden med klubben og det resulterede så i, at vi kom frem til denne løsning, siger Anders Egholm.

– ”Dodo” (cheftræner Adolfo Sormani, red.) har behandlet mig virkelig godt i de to måneder vi nåede at have sammen og det var svært at sige farvel til ham. Han har respekteret mig og de mange samtaler om stort og småt i truppen, har været med til at give mig en ny energi, siger Anders Egholm.

– Jeg ville gerne have taget kampen op mod de øvrige forsvarsspillere og hjulpet dem, men min alder gjorde, at tiden efter fodbolden fyldte mere og mere og tidspunktet synes rigtigt. Jeg har altid elsket – og vil altid elske fodbold – men der findes et liv efter og fokus er nu på min familie og min kommende karriere. Man skal aldrig sige aldrig i forhold til fodbolden, men jeg planlægger andre ting lige nu, siger Anders Egholm, der forklarer, at han forventer at være helt ovenpå efter hjernerystelsen om kort tid.

Oprykninger med Hobro og SønderjyskE har betydet meget
Anders Egholms karriere begyndte for alvor i Esbjerg fB i begyndelsen af nullerne. Egholm spillede ungdom i Næsbjerg og skiftede til EfB, hvor han Superligadebuterede som 19-årig i foråret 2003.

– Jeg husker tydeligt min første tid som fodboldspiller. Det var stort at debutere i Superligaen for EfB mod AaB i Aalborg og det var en god tid. Men de følgende sæsoner var jeg plaget af skader og nåede ikke at få den rolle i Esbjerg, som jeg håbede på, siger Anders Egholm.

Fodbolden fortsatte i sommeren 2005 i Herfølge for Egholm, der skulle være med til at spille 2000-mestrene tilbage i Superligaen efter en svær periode. Men opholdet blev et-årig, så var det i stedet SønderjyskE den talentfulde midtstopper skulle være med til at spille på fodboldlandkortet.

– Tiden i SønderjyskE var rigtig god. Klubben havde som HFK Sønderjylland været oppe, men som SønderjyskE rykkede vi op sammen med Vejle (i 2008, red.) og kæmpede også med VB om at overleve. Det var en fantastisk tid i Haderslev med mange gode kammerater på og udenfor banen. Mit ophold senere i Randers FC husker jeg også kun tilbage på med stor glæde. Jeg var med i en af de vildeste overlevelseskampe i nyere tid, da vi hentede omkring 20 point på AGF og klarede os i Superligaen mod alle odds. Min rolle på holdet var vigtig og det var vildt fedt i den periode, siger Anders Egholm.

Vild overlevelse i Randers FC endte året efter med nedrykning i sommeren 2011 og efter at have spillet Randers FC op i Superligaen igen, var Egholm plaget af skader da randrusianerne spillede sig til bronzemedaljer som oprykkere i 2012-13.

– CV’et tæller to bronzemedaljer i Superligaen, men jeg spillede ikke ret meget i sæsonerne hverken i Esbjerg (2003-04, red.) eller i Randers FC. Det blev til en del Superligakampe, men det kunne være blevet til mange flere, hvis jeg ikke havde været plaget af skader på forskellige tidspunkter i karrieren, siger Anders Egholm.

I sommeren 2013 skiftede han til naboerne Hobro IK, hvor han var med i den lille klubs imponerende march mod Superligaen i den følgende sæson.

– Tiden i Hobro står som noget helt specielt for mig. Kammeratskabet, dagligdagen og kampene var helt unikke i Hobro og vi skabte nogle resultater, som vi kan være meget stolte af. Oprykning i den første sæson og siden overlevelse med sejren i Parken mod FCK som den helt store triumf. Jeg var en del af det Hobro-hold der grundlagde de sten klubben er bygget på nu og det er jeg stolt over, siger Anders Egholm.

Den 34-årige forsvarsspiller kommer til at savne dagligdagen i en fodboldklub.

– Jeg vil gerne takke alle de gode kammerater og øvrige folk, jeg har mødt i tidens løb. Jeg har haft et super godt forhold til mange personer i mine klubber lige fra holdledere til folkene i administrationen. Det at være en del af en enhed, som et fodboldhold er, har givet mig rigtig meget energi i hverdagen. Den energi håber at jeg få andre steder fra i fremtiden, men jeg kommer helt sikkert til at savne fodbolden, siger Anders Egholm, der nåede 145 kampe og 8 mål i Superligaen.

Tekst: Lars Christensen.