FALDET

Jeg falder. Vi falder. Følelsen er forfærdelig, selv om den ikke er fysisk.

Vi falder, og vi taber. Jeg taber. Når vi taber, taber jeg også. Faldet synes uvirkeligt, men det er det ikke. Lige dér, ude på græsset, oppe på måltavlen, fortæller virkeligheden, at vi igen er faldet.

VB har endnu en gang tabt, og det er som at falde. Hver gang slår jeg mig en lille bitte smule. Hver gang kigger jeg hurtigt op for at se, om nogle overværede, at jeg faldt. At vi faldt.

Hånen er grim at blive udsat for. Den hån, som modstanderne har udsat VB for ude på græsset. Den hån, som modstandernes tilskuere udsætter os for med deres dumme sange og deres fagter over mod os.

Det er som at falde endnu en gang. Turen ud fra stadion er tung, og der er ingen forklaring i verden, der lige nu kan hjælpe mig til at forstå, at det igen er sket. At VB har tabt, og at jeg dermed faldt endnu en gang.

Bare ingen kan se det, når jeg i morgen kommer på arbejde. Bare ingen henne i skolen opdager, at jeg har de her sår på knæ og i håndflader efter at jeg faldt. For så vil de nok håne mig igen.

Det er ikke til at holde ud. Ikke dengang. Ikke nu.

Og alligevel udsætter jeg mig for det her, uge efter uge, år efter år. Frivilligt. Jeg betaler endda for det med togbilletter, bropenge, sæsonkort, merchandise, øl, kaffe, sodavand og stadionplatter, stadionplatter, stadionplatter.

Jeg hader, når andre griner af mig, hvis det er, fordi jeg har været klodset og er faldet. De skal ikke opdage det. De skal helst se os gå ranke og sejrsvante fra kamp til kamp, uge efter uge og år efter år.

For når jeg går til stadion, er himlen altid fint lyseblå. Bøgen er netop sprunget ud, solen står så fint på himlen, og bag de røde trøjer banker VB-hjerterne. De røde trøjer på tribunerne og på banen er samlet i et fællesskab, som er ukueligt optimistiske og angrebslystne.

Næppe meget er værre end at gøre sig klar til kampen. Næppe meget er bedre. På kampdagen handler det om at få tiden til at gå. Alene og sammen.

Det er mig, og det er os. Der findes på sin vis ikke noget mig og ikke noget dem. Vi er én organisme, vi har den samme nervøsitet og opstemthed, og vi er alligevel lidt pessimistiske, som om vi mentalt forbereder det nederlag og det fald, som vi med vores mange års sammensparede erfaring ved kan komme.

Men det bliver ikke i dag. I dag vinder VB. I dag skinner solen. I dag bliver det igen hæl-og-tå. I dag vil netmaskerne blafre, og de stolte traditioner i, og den store fortælling om Nørreskoven vil blive tilføjet endnu et afsnit i endnu et kapitel. Talentfabrikken har atter startet samlebåndet, og produktionen er på vej op.

Det er i gentagelsen, at vi finder os selv. I forberedelserne til kampen, der næsten er de samme fra gang til gang. I hvert fald mentalt forbereder jeg mig på samme måde hver eneste gang.

Om jeg skal se kampen på stadion i Nørreskoven, på tv-skærmen siddende på kanten af sofaen eller stående frygtsomt oprejst under modstandernes angreb, eller om jeg er på vej i bil til et sjællandsk stadion, så er forberedelserne efterhånden blevet de samme.

Spilles kampen i weekenden, inkluderer forberedelserne som regel en øl. Eller to. Er jeg hjemme, vandrer jeg rundt. Ordner vasketøj, tømmer opvaskemaskine og h-a-d-e-r reklamepauserne inden kampen.

Skal jeg se kampen på stadion, taler jeg med de nærmeste om de seneste smånyheder fra truppen, og vi vurderer modstanderholdet. Vi gør dem måske lidt større, og vi gør VB lidt mindre, end vi gerne vil.

På den måde forbereder vi os på skuffelsen, der forhåbentlig aldrig går i opfyldelse. Men vi ved godt, at det kan ske, at VB taber. Vi ved godt, at vi måske falder. Men vi siger det ikke til hinanden. Vi ved det, men vi vil ikke fremmane det monster, for så er sandsynligheden for, at det bliver til virkelighed, måske større, tror vi.

Vi vil heller ikke tale om, at VB selvfølgelig vinder. Det handler ikke om overtro. Der er bare ingen grund til at tage for let på tingene, har vi lært. Så derfor den nervøse samtale, karakteriseret ved flakkende blikke og en tendens til ikke at kunne koncentrere sig om noget vigtigt.

Intet er nemlig lige i disse halve timer og hele minutter vigtigere end den kamp, der starter lige om lidt. De kan stjæle min havegrill eller barbere sig skaldet under armene, og jeg vil ikke registrere det lige nu, så kort tid før kampen går i gang.

Når jeg indimellem har været inviteret i en sponsorlounge før en VB-kamp, har jeg heller aldrig rigtig haft nogen appetit. Jeg er til gengæld kommet til at vælte et fyldt glas ud over bordet i loungen, fordi jeg ikke havde helt styr på motorikken.

Jeg spiser heller ikke pølse inden kampen. Dén – pølsen – kan blive en gevinst, når VB er kommet foran, og der er styr på tingene. Så falder maven til ro, og vi bliver stående oprejst.

Vi falder ikke. Vi taber ikke. Først når vi falder. Først når vi taber.

Men vi vinder. I dag vinder VB. I dag vinder jeg. I dag vinder vi.

Sammen.

Lars Werge er 53 år gammel. Journalist, forfatter og barnefødt vejlenser. Tiltrådte for nyligt som direktør for Danske Biografer.