Mens efterårsferieramte tilskuere ikke fik et eneste mål at se i gårsdagens U15 og U17 kampe mod Brøndby, lønnede det sig at dukke op i dag igen til middagsopgøret i U19 Liga. VB vandt helt fortjent 3-2 efter en målrig, spændende og underholdende kamp og fik dermed vasket 1-7 lussingen sidste weekend i Farum af sig.

De senere dages massive regnskyl havde ikke alene voldt problemer i midtbyen, men også oven for bakkerne. Selv på kunstbanen i VB Parken stod der sine steder klart vand, hvilket gav særdeles vanskelige betingelser for aktørerne. Så meget desto mere imponerende, at de alligevel fik produceret en seværdig kamp. VB kom bedst ud til kampen med fornuftigt opspil, og der var straks pæne forsøg udefra ved Sadrifar og Faghir. Også Villads Rasmussen havde en god mulighed spillet op af Fofana, men forbi. BIF var i starten sjældne gæster på VB’s banehalvdel og måtte nøjes med et par behjertede forsøg udefra fra Roni Arabaci.

Omkring den halve time meldte de blågule sig dog for alvor ind i kampen. De begyndte at finde rummene, og Andreas Eriksen havde en kæmpechance for et føringsmål, men han sparkede forbi. Føringen kom dog i det 36. minut, da VB-forsvaret var spillet tyndt, og Mikkel Eslund kunne score fra tæt hold. Hjemmeholdet prøvede at slå igen mod halvlegens slutning med gode forsøg fra Faghir og Villads Rasmussen, men gæsterne kunne gå til pause med en smal føring.

De rødblusede kom igen godt ud fra omklædningsrummet, og Sadrifar og Sommer havde straks gode forsøg. Efter en time begyndte det for alvor at trække op til en VB-scoring. En helt fri Villads Rasmussen sparkede forbi, mens Valdemar Safrifar måtte se BIF-keeper Tobias Juul redde sit flade forsøg med det sorte af neglene.

Kort efter gik det dog ikke mere for holdet fra Vestegnen, og på bare tre minutter fik jyderne bragt sig foran. Først fik Peter Ullum mere eller mindre bevidst skubbet bolden over stregen efter hjørnespark til udligning, og kort efter var det Villads Rasmussen, der med et fladt skud fra kanten af feltet bragte sit hold foran. Meget lidt i overensstemmelse med spillets udvikling fik københavnerne imidlertid udlignet med et kvarter igen. Lucas Balck fik en friløber fra offside-mistænkelig position, og så stod det 2-2.

Retfærdigheden skete dog fyldest i det 89. minut, da Wahid Faghir efter hjørne flot vendte rundt på en tallerken og flugtede bolden i mål til 3-2. Dommer Jonas Bæk havde fundet næsten seks minutters overtid, men den fik vejlenserne dygtigt til at gå – mestendels ved hjørneflaget – og med sejren var fadæsen i Farum dermed så ganske glemt…

Cheftræner Kielstrup: Typisk ungdomsfodbold
– Typisk ungdomsfodbold – højt at flyve, dybt at falde…og så op igen, fastslog VB-træner Steffen Kielstrup efter kampen.

– Mod FCN viste vi et uhyggeligt lavt bundniveau, og det var vi meget opsatte på at råde bod på i dag. Brøndby kom med en masse energi, og de spiller meget direkte, så vi skulle steppe betydeligt op i dag, hvis vi skulle undgå en gentagelse – og det lykkedes! Fx er vores presspil langt bedre i dag end i lørdags mod Nordsjælland. Mod slutningen af 1. halvleg holder vi lidt for længe på bolden og laver nogle dumme løb, hvilket giver Brøndby muligheder for omstillinger, og de får da også scoret. Heldigvis får vi det rettet i 2. halvleg, siger Steffen Kielstrup.

Kielstrup var ikke mindst glad for Villads Rasmussen scoring til 2-1.
– Vi har netop snakket meget med Villads om at få et output på hans aktioner og få afslutninger på, og det viste han jo fint i dag.

Se stillingen i U19-Ligaen her.

U19-Ligaen 2019-20, VB Parken kunstgræs
Torsdag den 17. oktober 2019 kl. 13.00
Vejle Boldklub – Brøndby IF 3-2 (0-1)
36. 0-1 Mikkel Eslund
63. 1-1 Peter Ullum
65. 2-1 Villads Rasmussen
76. 2-2 Marco Balck
89. 3-2 Wahid Faghir

Kort:
35. Alexander Jensen (gult kort)

Indskiftninger:
66. Adama Fofana ud Rasmus Schjang Larsen ind
72. Valdemar Sadrifar ud Matthew Conroy ind
86. Alexander Jensen ud Hans Høllsberg ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Mathias Voss
Magnus Enggaard Hansen
Peter Ullum
Andreas Broe

Adama Fofana
Tobias Sommer (anfører)
Alexander Jensen

Valdemar Sadrifar
Wahid Faghir
Villads Rasmussen

Bænken:
Rasmus Schjang Larsen
Matthew Conroy
Hans Høllsberg
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Ole Kristensen.