Tillid skaber resultater…

Sådan lyder slogannet hos det nye medlem af VB’s Erhvervsklub, Landbrugsmæglerne, der har adresse på Niels Finsensvej i Vejle.

Virksomheden, der blev stiftet i 1971 af Laurits Jensen, startede som et Aarhus-baseret firma i forstaden Tilst. Firmaet ejes i dag af direktør Svend-Åge Bruun, som trådte ind i ejerkredsen i år 2000, hvor der blev udvidet med en afdeling i Vejle. Som følge af finanskrisen omkring 2008 indskrænkede man, og Landbrugsmæglerne er således i dag udelukkende et Vejle-firma.

Landbrugsmæglerne har specialiseret sig i produktionslandbrug, større gårde og godser, skov- og naturejendomme samt lyst- og liebhaverejendomme.

 

”Vi er en af de fem væsentlige aktører på markedet for produktionslandbrug,” fortæller Svend-Åge Bruun. ”Vi vil dog gerne have flere ben at stå på, hvorfor vi også har jagt- og naturejendomme, godser, liebhaverejendomme etc. på programmet – alt med tilknytning til landbrug.”

 

Et dårligt høstår som i år pga. tørken påvirker selvfølgelig også handelen med landbrugsejendomme.

”Det kan være svært at fået noget finansieret i dag,” påpeger Svend-Åge Bruun. ”Men vi er pr. definition altid optimister.”

 

Landbrugsmæglerne varetager opgaver i hele landet og kommer – lige fra Blåvand til Dueodde og fra Skagen til Gedser.

”Vores kerneområde er dog Østjylland – de gamle Aarhus og Vejle Amter,” fastslår direktøren.

Landbrugsmæglerne lægger – med baggrund i slogannet ”Tillid skaber resultater” vægt på at være en seriøs samarbejdspartner.

”Vi bestræber os på altid at have et tillidsfuldt samarbejde med køber, sælger, pengeinstitut etc.,” påpeger Bruun.

 

Om baggrunden for engagementet i Erhvervsklubben siger Svend-Åge Bruun:

”Jeg har altid fulgt VB og mener, klubben traditionelt og historisk hører til i den bedste række, og derfor støtter vi gerne. Men omvendt vil vi jo også gerne selv have noget ud af det og håber at kunne nyde gavn af det store erhvervsnetværk i klubben.”

 

Læs mere på https://www.landbrugsmaeglerne.dk samt på Facebook.