DET MÅ HAVE været i 1980. VB mødte Hvidovre hjemme, og jeg stod bag udeholdets udskiftningsboks på cement-ståpladserne. I nærheden af Knud, der vist var taxachauffør nede i byen. Og tidligere slagteriarbejder. Han drak øl, var hård i kæften og gav rask væk spillerne øgenavne. Brian Bertelsen hed ‘glasben’ og John Laursen ‘Tarok’, og stakkels de spillere, der ikke gav Knud og os andre de spillemæssige oplevelser og mål, vi var kommet efter. Det handlede ikke kun om at vinde. Forventningerne til måden VB spillede på, var enorme. Også dengang. Vi stod lige bag Hvidovres bænk, og det var der, det gik galt. Københavnernes træner, John Sinding, var en lidt kolerisk håndværkertype, og han må vel have følt sig bortdømt eller noget. Ihvertfald rejste han sig og gestikulerede højlydt. Knud var straks over ham, og sagde han bare skulle sætte sig ned igen. Og holde kæft. Sinding var godt oppe at køre og begyndte at diskutere med Knud. Sinding på syngende københavnsk, Knud på drævende vejlensisk, og det var i det øjeblik – da Sinding igen kiggede ud på banen – jeg fandt det betimeligt at sende en ordentlig spytklar i nakken på Hvidovres træner. Han reagerede lynhurtigt og vendte sig om, uden dog at kunne identificere gerningsmanden. Knud var straks over ham igen og overdyngede ham med fornærmelser, og Sinding blev mere og mere rød i hovedet. Jeg var ikke helt stolt af situationen, men tingene faldt nogenlunde til ro og jeg havde ligesom gjort mig fortjent til at stå på cement-pladserne foran klubhuset.

I dag er jeg midt i min 44. sæson som tilhænger af Vejle Boldklub, og hylder princippet om, at en hvilken som helst VB-kamp er vigtigere end samtlige andre kampe, der ellers måtte faldbydes på diverse stadions, tjenester og kanaler. 

Som 10-årig, i 1976, havde jeg to hold. VB og Borussia Mönchengladbach. Allan Simonsen skrev kontrakt med Borussia i 1972, og ved den lejlighed sørgede VBs sekretær, Eigil Jensen, for at de vesttyske mestre kom på besøg til en opvisningskamp. 3. maj 1976, VBs 85 års fødselsdag. Det gav både penge i kassen og store fodboldoplevelser til fodboldfolket, der valfartede til Nørreskoven fra hele Jylland for at se opgøret. Jeg plagede min far om at måtte komme på stadion til kampen mod Borussia. Han var ikke særlig interesseret i fodbold, men tog med mig. Vi parkerede vores Ford Taunus på Nørremarken og gik gennem tunnelen over til stadion. Sammen med en stor del af de 19.000 tilskuere, der ville se Vejle Boldklub mod Allan Simonsen og co. Vi var kommet sent afsted, så stadion var helt proppet. Jeg fik lov til at stå på et rækværk, så jeg bedre kunne se, men det var svært. Efter 1. halvleg var VB bagud 0-3. Allan Simonsen havde scoret alle målene for Borussia. Det kunne alle ligesom leve med. 

Efter 3. maj 1976 var jeg solgt. Jeg ville se alle VBs hjemmekampe. Transporten foregik med bus fra Hjortsvang til Vejle eller sammen med naboer. Robert eller Svend. De tog mig med i bilen. De kunne jo huske storhedstiden med mesterskab i 1971 og the double i 1972. De havde set Johnny Hansen, Allan Simonsen, Ulrik le Fevre og Jørgen Markussen (der var fra en gård i Hjortsvang, ligesom jeg selv) spille for VB. Det talte de meget om i bilen til Nørreskoven, mens jeg mest gik op i nutiden. Pokalsejren i 1977 og mesterholdet i 1978 med Alex Nielsen, Ib Jacquet, Ulrich og Steen Thychosen, Poul Erik Østergaard. Og sejrene over Hajduk Split og Austria Wien i pokalvindernes Europa Cup. 

DA JEG FLYTTEDE til København, fulgte jeg med i Sport og Musik på P3. Hvis de var for længe om det – det skete faktisk- ringede jeg op til speakerboksen og skulle høre stillingen. Det gjorde jeg ekstremt tit. Flere gange i en halvleg. Kan stadig nummeret udenad: 75-82 18 54. Min tid med VB i København begyndte fantastisk. I 1984, samme år som jeg flyttede til et kollegium i Hvidovre og begyndte på universitetet, vandt vi mesterskabet på sidste spilledag i Brøndby.

Skæbnen ville, at det samtidig blev begyndelsen til en rimelig ørkesløs periode med meget få lyspunkter. Utallige er de ture, jeg har taget til småstadions i Gentofte, Køge, Herfølge, Ølstykke, Østerbro, Lyngby, Gladsaxe, Næstved, Slagelse, Hvidovre og Tingbjerg. Tusindvis af timer med gode VB-kammerater i hovedstaden – William, min søn, fik en cola og en hotdog, hvis han gad tage med sin far – men også store og dybe skuffelser undervejs. Ved I hvor langt hjem der er efter et nederlag i Ølstykke? Der var selvfølgelig opture undervejs. Sølvmedaljerne i 1997 med Gravesen, Graulund, Boye, Wael, Dan Sørensen, Dejvi Glavevski og Peter Christiansen. Herunder en sejr i Parken mod FCK, hvor jeg var uhyre tæt på at ryge i slagsmål med en FCK-sponsor, fordi jublen over VB-scoring blev for intens og højlydt. Heldigvis havde jeg en god sidekammerat, der kunne holde mine briller. Jeg var bange for, at de ville blive smadret i hovedet på mig. Nok fordi jeg var lidt provokerende. Hoven, ville min mor have sagt.

TÆT PÅ konkurs og nedrykning fra 1. division i 2014, men siden har det været en lang optur. Kulminerende med oprykningsfesten i Thisted, hvor jeg fik både min kæreste og hendes mor iklædt den røde trøje. Det var en lille bump på vejen, at vi røg ud af Superligaen efter en vanvittig – og indimellem deprimerende sæson – med Sormani & co. Men glem ej, at det var Sormanis entusiasme og vilje der fik os ud af dyndet og op i Suppen. Investeringer og gode kræfter – for eksempel klubfolk som Steen Thychosen og Steffen Kielstrup – sørger for, at Vejle Boldklub igen med lidt god vilje kan kaldes en talentfabrik, og Henrik Tønder ligner en, der har styr på hele butikken. På linjen har Constantin Galca udviklet sig fra en flegmatisk ex-topspiller, der ikke anede hvor han var, til en engageret træner, der har styr på sine spillere. Og intet af alt det kunne lade sig gøre, hvis ikke Andrew Zolotko og Klaus Eskildsen var trådt til, mens tid var. 

Fremtiden tegner lys for Jyllands Rubin.

Olav Skaaning Andersen er 54 år gammel og direktør hos Forlaget Momenta og vært på Mediemøllen hos Radio4. Tidligere chefredaktør på B.T., chef for Deadline på DR2 og Orientering på P1 samt Sportschef, DR.