Siden september har 18 unge fra Vejle været tilknyttet Sportucation og oplevet hvordan idræt og fællesskaber giver motivation til at løse hverdagens udfordringer. Men det satte Corona- nedlukningen af Danmark en grundig stopper for. Heldigvis kan de unge nu endelig vende tilbage til plænerne på Vejle Stadion.

For 18 unge piger og drenge, der oplever at ungdomslivet er særligt udfordrende, har Sportucation været et fast holdepunkt siden september sidste år. De unge har oplevet hvordan det at komme i Vejle Boldklub har givet dem struktur i hverdagen og hvordan de er blevet en del af et fællesskab. I marts satte Corona-krisen imidlertid en stopper for al aktivitet.

”Inden nedlukningen oplevede vi, at de unge i projektet kom ind i en positiv udvikling og hvordan de aktive fællesskaber udviklede deres faglige, sociale og personlige kompetencer”, siger projektleder for Sportucation, Jon Nedergaard og fortsætter: ”Corona-krisen vendte på alle måder op og ned på idræts- og foreningslivet og selvfølgelig også på Sportucation-projektet, som jo på linje med at alt andet blev sat på pause. Det har været en udfordrende periode for vores unge, og derfor er vi rigtig glade for at de kan komme tilbage i Vejle Boldklub, så vi kan fortsætte arbejdet med at give dem et afsæt, der skal øge deres chancer for at gennem ungdomsuddannelse og skabe sig et godt liv”, siger Jon Nedergaard.

Når de 18 unge mennesker kommer tilbage til fodboldtræningen er præmisserne for træningen ændret, men alene det at komme tilbage i fællesskabet med de andre unge vil have stor betydning.

Vennerne og fodbolden har været savnet

Ahmad Koumi er en af de unge, der har været tilknyttet projektet siden opstarten. For Ahmad har nedlukningen været svær og han har gennem de sidste 8 uger savnet at se sine venner.

”Jeg har faktisk ikke lavet meget de sidste uger. Jeg har mest bare været hjemme og har heller ikke rigtig set nogen mennesker. Derfor glæder jeg mig helt vildt til kunne mødes med mine venner og spille fodbold igen. Bare det at komme i klubben sammen med de andre, har jeg savnet rigtig meget”, fortæller Ahmad Koumi.

For flere af Sportucations unge er skolen og lektielæsningen en udfordring i hverdagen. At blive sendt hjem og deltage i online undervisning har i flere tilfælde forstærket vanskelighederne og flere af de unge har set det som en udfordring, at komme op om morgenen for at sætte sig foran computeren og følge undervisningen.

Lektiehjælp som en del af løsningen For at støtte de unge oprettede Sportucation i april muligheden for, at de unge kunne få ekstra lektiehjælp ved siden af den onlineundervisning, de modtog på deres folkeskoler. At modtage hjælp og sparring gennem projektet har været en positiv oplevelse og har betydet, at motivationen til skolearbejdet er kommet igen.

”Det har været rigtig godt at få hjælp til lektierne. Før deltog jeg slet ikke i mine læreres onlineundervisning, men det gør jeg nu. Og det er faktisk rigtig fedt,” siger Ahmad Koumi, som fra mandag også var tilbage i sin folkeskole.

Erfaringerne med tilbuddet om lektielæsning til Sportucations unge bliver nu evalueret og projektledelsen overvejer, om det skal blive en fast del af den opbakning projektet giver til de unge. For som Ahmad Koumi siger: ”Det kunne jeg godt tænke mig. Ja, det ville være rigtig godt med noget mere lektiehjælpe”.

Fakta:

Lidt om hvordan der startes op konkret

Sportucation er et samarbejde mellem DGI Sydøstjylland, Vejle Kommune, Vejle Boldklub, Undervisningsministeriet og Aarhus Universitet.

Målgruppen er unge i 8-10. klasse, som er i risiko for ikke at få en ungdomsuddannelse Projektet løber over 4 år med start fra 1. september 2019
Bikubenfonden har afsat 8.9 millioner til projektet

Kontakt:

Jon Nedergaard
Projektleder Sportucation, DGI Sydøstjylland, Telefon: 51 92 80 08