En for lille sejr bragte VB tæt på det forjættede land

Foto: Johnny Kristensen

Det ligger os fjernt at jinxe, men med dagens i øvrigt for lille 2-1 sejr over FC Helsingør bragte velspillende VB sig i en uhyre gunstig position før oprykningsspillets sidste fem kampe. 11 point er der ned til Sønderjyske på tredjepladsen, og matematisk set ser det vanskeligt ud for forfølgerne at frarøve Jyllands Rubin oprykningen.

Af Ole Kristensen | 30. april 2023

6139 tilskuere, incl. syv tilrejsende Schlachtenbummler fra Kronborg, var sæsonrekord for NordicBet Ligaen, og afskeden med lunefulde april skete med sympatisk solskin over den tiltagende lysegrønne Nørreskov.

Hos VB havde Hamza Barry afløst Saied Ezatolahi på midtbanen – ellers var der genvalgt til resten af startelleveren fra Næstved-kampen.
Der var inden opgøret jubilæumsblomster fra sportschef Marius Nicolae til Azer Busuladzic, som har rundet sin kamp nr. 150.
Helsingør havde alle tre tidligere VB’ere med fra start – Jacob Schoop, Daniel Norouzi og Oliver Drost.

VB fik en forrygende start på kampen. Allerede efter et par minutter havde de to hold prøvet hinanden af, da FCH’s Nicklas Mouritsen blev blokeret på en god skudchance, og Arbnor Mucolli havde haft en længere solo, der dog ikke kastede noget af sig.

Men i det 6. minut skiftede måltavlen så. Efter en glimrende VB-omstilling spillede Hamza Barry bolden godt ud på Kirkegaard, der kunne notere sig for en assist, da han lagde bolden perfekt ind til German Onugkha, som kunne skubbe bolden i mål.
Skidt blev til værre for Kronborgs Drenge to minutter senere, da Arbnor Mucolli på et langt udspark fra Trott slap fri af Helsingørs forsvar, og da FCH-keeper Hjalte Søborg Petersen stod som forstenet, kunne Mucolli runde den konsternerede keeper og trille bolden ind til 2-0.

I en afvekslende 1. halvleg skiftede spillet fra side til side. Elvius headede snært forbi, og Mucollis skudforsøg blev blokeret efter en god hjørnesparksdetalje ved VB’s første serv fra flaget. Efter en stor halv time kom Onugkha et nanosekund for sent til et indlæg fra en veloplagt Arbnor Mucolli.

Gæsternes største mulighed kom i det 41. minut. Mikkel Knudsen slap fri på en dyb stikning, men Nathan Trott kom glimrende ud og fik afværget.
Løjerne sluttede inden pausen med, at Albornoz blev blokeret, efter at Kirkegaard havde stjålet bolden fra Frederik Helstrup og startet et farligt VB-angreb.

En ganske betryggende 2-0 føring ved pausen, og VB burde have slået indtil flere søm i kisten fra det 56. minut og få minutter frem, hvor fire gyldne muligheder bød sig for det godt spillende tophold inden for ganske få minutter. Først tordnede Kirkegaard bolden på opstanderen efter Albornoz’ fine forarbejde. Der quirlige Rechtsaussen havde virkelig fortjent en scoring der! Øjeblikket efter hamrede VB’s lige så snurrige venstrekant, Arbnor Mucolli, bolden over mål i god position.
Og igen kort efter var Kirkegaard pludselig helt fri på en lang fremlægning, som FCH-keeper Hjalte Søborg igen nægtede at gå ud til, men ”Kirkes” afslutning gik forbi. Og endelig havde German Onugkha en stor mulighed lidt efter, men igen uden resultat.

Når man ikke udnytter sine muligheder, risikerer det hele at blive alt for spændende, og det var, hvad der skete. VB kom nu for langt ned at stå i bestræbelserne på at holde fast i føringen med en del hjørnespark til følge. Og efter Helsingørs ottende hjørne kunne Callum McCowatt med den fine skudteknik krølle bolden op i hjørnet til sjællandsk reducering.

VB, der midt i halvlegen havde fået Ezatolahi på banen for Barry, forsøgte at reetablere tomålsføringen. Kirkegaard var tæt på, men Søborg reddede, og også Onugkhas hovedstød kort efter blev vippet over tværribben af FCH’s Schlussmann.
Med seks minutter igen af ordinær tid blev Tobias Lauritsen, Azer Busuladzic og Drammeh sendt på banen for Ofori, Kirkegaard og Mucolli.

Gæsterne forsøgte at fremtvingen en udligning, men indskiftede Mathias Brems’ kompetente langskud sad lige i labberne på Trott. Dybt inde i overtiden lykkedes det nordsjællænderne at få bolden i vejlensernes målnet efter et frispark, men Nathan Trott var blevet væltet inden scoringen, og dommer Patrick Remon Gammelholm dømte korrekt frispark til værterne, så ved 2-1 blev det.
Situationen gav også lidt karambolage mellem spillerne i den ellers fair spillede kamp, og Gammelholm langede opgørets eneste advarsler ud til FCH’s McCowatt og til VB’s Onugkha.
MOM blev publikumsyndlingen Arbnor Mucolli.

Topholdet kunne nu behørigt lade sig fejre efter den vitale sejr.
På fanlægterne herskede en animeret stemning som til en fest i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Dog holdt både det ene og det andet køn klogeligt hænderne jublende i vejret og ikke…nå ja…andre steder …
Fanblokken var en stor støtte for deres helte kampen igennem, og mon ikke nogle af dem finder til hovedstaden Store Bededag, hvor der er dømt topkamp på Hvidovre Sunny Beach?

Oprykningsspil, NordicBet LIGA 2022-23, Vejle Stadion
Søndag den 30. april 2023 kl. 15.00
Vejle Boldklub – FC Helsingør 2-1 (2-0)
6. 1-0 German Onugkha
8. 2-0 Arbnor Mucolli
78. 2-1 Callum McCowatt

Kort:
90. German Onugkha (gult kort)

Indskiftninger:
66. Hamza Barry ud Saeid Ezatolahi ind
84. Kristian Kirkegaard ud Tobias Lauritsen ind
84. Arbnor Mucolli ud Mouhamadou Drammeh ind
84. Ebenezer Ofori ud Azer Busuladzic ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott

Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard

Marius Elvius
Hamza Barry
Ebenezer Ofori
Miiko Albornoz

Kristian Kirkegaard
German Onugkha
Arbnor Mucolli

Bænken:
Lucas Hägg Johansson (m)
Mouhamadou Drammeh
Azer Busuladzic
Andreas Tomaselli
Vladimir Arsic
Tobias Lauritsen
Oliver Amby
Lundrim Hetemi
Saeid Ezatolahi

Dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuere:
6.139

FC Helsingør (4-2-3-1): Hjalte Søborg Petersen – Mikkel Knudsen, Jakob Vadstrup (90: Nikolaj Bagger), Frederik Helstrup (54: Nicolai Geertsen), Nicklas Mouritsen (66: Mathias Brems) – Callum McCowatt, Daniel Norouzi – Alexander Lyng (90: Oliver Klitten), Jacob Schoop, Oliver Drost – Sterling Yatéké (66: Alexander Hvid)
Træner: Daniel K. Pedersen

Kort:
90. Callum McCowatt (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV