DBU og Divisionsforeningen har mandag præsenteret spilletidspunkterne for de sidste otte spillerunder i efterårssæsonen. VB slutter kalenderåret med en lørdagskamp i Randers den 15. december kl. 16.00.

13.- 20. spillerunde i Superligaen 2018-19 er nu blevet endeligt fastlagt med spilletidspunkter.

VB har fået søndagskampe mod de forventede tophold Brøndby, FC København og FC Midtjylland, samt en tidlig søndagskamp kl. 12.00 mod Hobro på udebane den 28. oktober når turneringen vender. Det er blevet til én fredagskamp, når AaB gæster Nørreskoven den 23. november. Endelig har vejlenserne fået to mandagskampe og det er de østjyske derbykampe mod AC Horsens hjemme og AGF ude der lukker spillerunderne 15. og 18. ned. Endelig spiller VB efterårets kun anden lørdagskamp mod Randers FC den 15. december.

Hvis VB kvalificerer sig til 3. runde i Sydbank Pokalen, så spilles kampene som udgangspunkt som midtugekamp i uge 39, altså onsdag den 26. september. Her har VB dog en fredagskamp fredag den 28. september mod Randers FC i Superligaen.

Se Vejle Boldklubs opdaterede kampprogram for sæsonen 2018-19 her.

Tekst: Lars Christensen.