DET VAR MORFARS SKYLD

Den dag, jeg fyldte 5, fik jeg mit første armbåndsur i fødselsdagsgave. Samme dag spillede VB i Nørreskoven, og de 12.500 tilskuere så de røde tabe 1-2 til Køge og dermed miste et lille skridt på vejen mod det mesterskab, som sæsonen 1971 alligevel sluttede med. Antallet af tilskuere var i øvrigt sæsonrekord, men det var altså uden mig.Det ændrede sig, så vidt jeg har kunnet læse, erindre og beregne mig frem til, små to måneder senere. Og det var min morfars skyld. Han var fast gæst på stadion til hjemmekampene, og han har formentlig lovet mig på min fødselsdag – da han så heller ikke kunne komme i Nørreskoven – at snart kunne jeg få lov til at komme med.


Det var morfars skyld, at jeg begyndte at komme på stadion til fodboldkampene. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har fulgtes med ham, og ofte også min far, op gennem Roms Hule. I timen op til, at vi skulle afsted, kunne jeg ud ad vinduet fra vores lejlighed på hjørnet af Vestergade og Vesterbrogade se de længere og længere bilkøer op mod stadion.Det var inden, vi fik broen over fjorden, og derfor skulle al trafik ind gennem Vejle. Om søndagen kunne vi som regel se på trafikken i Skovgade, om der ville komme mange mennesker på stadion. Roms Hule var spærret af, og vi gik op mod toppen af bakken. Og nogle gange var det vejen til Golgatha og et forsmædeligt hjemmebanenederlag, andre gange førte gå-turen direkte ind i himlen og en storsejr.


Vi stod næsten altid ovre under det gamle stadionur. Der var ikke alt for tæt befolket, men det var stedet for det faste klientel. ”Strit”, der var frisør i Fredericiagade, kom ofte. Nogle af morfars kolleger og kammerater fra bybilledet i Vejle – den by, han og mormor flyttede til midt under krigen, og hvor de etablerede en slagterforretning i Vedelsgade.Dén holdt, lige indtil Føtex blev opført få hundrede meter væk og begyndte at sælge kødvarer, salater og pålæg på køl. I 1968, nogle år senere, lukkede morfar butikken og blev slagtersvend på frysehuset på Nørremarken.Her var én af sjakbejserne Erling Rasmussen. Ham fortalte morfar nogle gange om. En god chef, kunne jeg forstå. Og så var han far til Troels, der var ved at slå sig igennem i slutningen af 1970erne som målmand på VB’s junior- og ynglingehold. Troels blev siden ofret af VB til fordel for Alex Nielsen – så rykkede han til Århus og blev AGF’s og landsholdets ankermand.


Men vi holdt fast i VB. Da de vandt DM-guld i 1978, gik vi i novembervejret til stadion. Johnny Hansen og Ulrik le Fevre var kommet hjem til Vejle efter deres flotte udlandskarrierer, og de havde været blandt de afgørende trumfer på et hold, der dominerede den første sæson med professionel fodbold i Danmark.Jeg husker det, som om det var regnvejr den eftermiddag. De vandt 5-1 over Køge i en kamp, der reelt ikke havde nogen betydning. Men morfar og mig, vi var bare tilfredse med, at de fik deres fjerde sæt guldmedaljer – slagteren havde overværet dem alle sammen i 1958, 1971 og 1972, og han var selvfølgelig også på plads nogle år senere, da de vandt det seneste sæt i 1984.


Nogle gange fik vi lov til at gå op på siddetribunen, når der var to ledige pladser. Morfar ordnede det ved at gå hen til kontrollørerne, der styrede adgangen derop. Han kendte Leo ”Slik-Slak”, og det kostede vist kun en bajer, så var dén i vinkel.På vejen hjem skete det, at vi gik indenfor i Søren Søgaards billardsalon i Skyttehusgade, lige overfor det gamle anlæg. Så var der squash, og de voksne raflede på de røde duge. Tænkeboks kaldte de det, og selv jeg kunne godt fornemme, at de ikke altid blev klogere undervejs. Men de helt store søndage var, når vi gik direkte i Worsaaesgade, og så var mor kommer derned, og så var der gammeldags æblekage med flødeskum. Og morfar for bordenden styrede slagets gang med kærlig hånd.


Mange år senere, da morfar var blevet gammel og enkemand, kunne jeg som regel finde ham efter kampene oppe i cafeen, hvor der i dag er VB-museum.Så sad han der og fik sig en pilsner og fortalte røverhistorier til dem, der hørte på. Der var livlig snak rundt ved bordene, mens der blev spillet amerikansk lotteri – overskuddet gik til VB’s venner, vil jeg tro, og selv efter de kampe, som der blev flere og flere af omkring årtusindskiftet, hvor holdet havde tabt, var humøret godt.Det var morfars skyld, at jeg begyndte at gå på stadion. Jeg havde nok fundet vejen dertil alligevel. Men fordi han viste mig vejen, både til stadion og på så mange andre måder, så købte jeg forleden to navne til den kommende mosaik. Hans navn og mit.

Lars Werge er 53 år gammel. Journalist, forfatter og barnefødt vejlenser. Direktør for Danske Biografer.