Den Jyske Sparekasse, hvis Vejle-afdeling holder til på Havnepladsen 2, har valgt at opgradere sit bronzesponsorat til sølv.

Den Jyske Sparekasse blev grundlagt i 1872 under navnet Grindsted-Grene og Omegns Spare- og Laanekasse og havde sit forretningsgrundlag i Grindsted og omegn.

Pengeinstituttet har gennem årene fusioneret med en række mindre sparekasser i Jylland og har i dag 19 filialer i Jylland – fra Farsø i nord til Tinglev i syd. Hovedkontoret ligger stadig i Grindsted.

 

”Den Jyske Sparekasse skaber overblik,
så kunderne oplever overskud – personligt og økonomisk.”

Således lyder sparekassens overordnede idegrundlag.

”Købmandskab, visioner, professionalisme, teamånd, handlekraft og ærlighed – det er de kerneværdier, vi arbejder ud fra,” fortæller formuerådgiver Steen Louie fra Vejle-afdelingen. Vi hylder nærhedsprincippet og har et tæt forhold til vore kunder.”

 

Den Jyske Sparekasse har fokus på såvel privatkunder samt mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder.

I Vejle-afdelingen, som har eksisteret siden 1992 og i dag har 13 medarbejdere, servicerer man primært privatkunder. Filialen, som tidligere havde til huse i Gormsgade, ligger nu i – med Steen Louies ord – en af byens flotteste bygninger, den gamle Vejle Toldbod.

”Det afspejler fint vore værdier,” fastslår Steen Louie. ”Tradition og noget bundsolidt, som hører langt bedre hjemme her end i et glasbur.

 

Den Jyske Sparekasse støtter gerne lokale sportsklubber og foreninger rundt omkring. Og ”ægteskabet” med VB har da også stået på siden midt ’90’erne.

”Selvfølgelig bakker vi op om byens hold i både medgang og modgang,” understreger Steen Louie. ”Samtidig har vi jo også glæde af det store netværk, der findes omkring klubben.”

 

Læs mere på https://www.djs.dk/om-os/organisation/filialer/vejle samt på Facebook.