Ukrainske Vladlen Yurchenko blev sæsonens 12. VB-debutant, da han afløste Melker Hallberg i det 79. minut af gårsdagens hjemmekamp mod FC København. Den 24-årige ukrainer bliver dermed den anden spiller fra Ukraine på spillerranglisten i VB.

Adolfo Sormani sendte en debutant på banen 11 minutter før tid mod FCK. Det var ukrainske Vladlen Yurchenko der skulle på banen og være med til at jagte en udligning for VB. Yurchenko underskrev en aftale med VB den 27. september, men efter at have været klubløs siden kontraktudløb i tyske Bayer Leverkusen i sommer, har ukraineren arbejdet på kampformen i de første knap fire uger i Nørreskoven. Yurchenko var senest udtaget til turneringsfodbold den 5. maj, da han sad på bænken i alle 90 minutter i det målløse Bundesligaopgør mellem Werder Bremen og Bayer Leverkusen.

Yurchenko blev sæsonens VB-debutant nummer 12. De elleve første debutanter er Tobias Mølgaard (mod Hobro), Gustaf Nilsson (Hobro), Adam Jakobsen (Hobro), Sean Murray (AGF), Vladis Emmersón (FC Midtjylland), Melker Hallberg (FC Nordsjælland), Felix Örn Fridriksson (AC Horsens), Wang Zhenao (BK Frem), Thais Damgaard Nielsen (BK Frem), Qingshen Zeng (BK Frem) og Nathan Oduwa (SønderjyskE). Til sammenligning debuterede 22 spillere i 2017-18 sæsonen, 26 spillere i 2016-17, 9 spillere i 2015-16 og 10 spillere i 2014-15.

Der er kommet flere ukrainere i dansk fodbold i de sidste par år. Yurchenko har pt. fire landsmænd i Superligaen. Det er i klubber som Esbjerg, Vendsyssel, FC Midtjylland og AGF, at der også er ukrainske spillere. Målmanden Maksym Koval var den første ukrainer i Superligaen, da han i 2015 spillede 10 kampe for OB. Vladlen Yurchenko er den anden ukrainske spiller i Vejle Boldklub. Midtbanespilleren Artem Favorov, der spillede forårssæsonen 2017 på en lejeaftale, var den første ukrainer i VB. Favorov nåede 13 kampe og 4 mål for VB.

Yurchenko blev den 11. spiller til at debutere for VB mod FC København i nyere tid. Siden 1996 har Carsten Holm (1996), Calle Facius (1998), Jan Sønksen (1998), Danny Jung (1998), Lars Damsbo (1998), Nicolai Jørgensen (1999), Trond Bjørndal (2000), Jeppe Vestergaard (2002), Ákos Takács (2006) og Erik Marxen (2009) fået de første spilminutter mod FCK i VB-trøjen. Det er kun Nicolai Jørgensen der fik en sejr i debuten, da Alex Nørlunds langskudsmål i slutminutterne af opgøret i  maj 1999 rakte til en sejr. De øvrige ti spillere har tabt debutkampen til københavnerne.

Vejle Boldklub ønsker Vladlen Yurchenko tillykke med debuten.

Tekst: Lars Christensen.