Finske Juhani Ojala blev indskiftet to minutter inde i tillægstiden i dagens 3-2-sejr over Næstved i NordicBet LIGA. Dermed fik den store forsvarsspiller sin officielle debut for VB, efter to kampe på bænken som ikke benyttet indskiftningsspiller.

I slutningen af transfervinduet forstærkede VB bagkæden med den 30-årige forsvarsspiller Juhani Ojala fra BK Häcken i Sverige. CV’et tæller en række klubber i lande som Schweiz, Rusland, Sverige og hjemlandet Finland. Søndag eftermiddag kom NordicBet LIGA også på finnens CV, da han erstattede anfører Jacob Schoop kort før tid. Ojala kom ind i den hektiske slutfase, hvor han nåede at heade væk i et par situationer.

Vejle Boldklub har ikke tidligere haft finske spillere på klubbens divisionshold, så Juhani Ojala er dermed den første finne i Nørreskoven. Målmanden Jiri Koski (f. 1995) var i VB i sæsonen 2013-14, men han nåede kun at optræde i en række kampe som ikke benyttet reservemålmand. To finske spillere har også prøvetrænet i VB, men Tuomo Könönen og Fredrik Nordback fik ikke aftaler med VB og dermed har den første finne i Nørreskoven ladet vente på sig.

Juhani Ojala er sæsonens er sæsonens 12. VB-debutant.

Første VB-hattrick siden 2012
Kjartan Finnbogason
blev den første VB’er til at score hattrick i Danmarksturneringen siden 2012. Dengang var det fødselaren Kaimar Saag der scorede tre mål i sejren på 4-1 over Skive den 5. august. I samme måned scorede Nicolaj Agger også tre mål – men det var i en pokalkamp mod Ubberud som VB vandt hele 13-0.

I dette årti er det tredje hattrick af en VB’er i Danmarksturneringen. Mikael Rynell var den første spiller til at score tre mål i én kamp, da han scorede tre gange i sejren på 5-0 over Hvidovre den 14. november 2010. I nullerne scorede VB-spillere 14 hattrick. Ét i Superligaen og 13 i 1. division. De blev lavet af Erik Bo Andersen (mod FC København i 2000), Christian Keller (mod Skive i 2000), Kaspar Dalgas (mod Ølstykke i 2001), Peter Degn (mod Brønshøj i 2003), Tommy Knudsen (mod HFK Sønderjylland i 2003), Kenneth Knudsen (mod Brønshøj i 2004), Chris Hermansen (mod Dalum i 2004), Adeshina Lawal (mod FC Fredericia i 2004 og mod HIK i 2007), Ulrik Balling (mod AB i 2005 og BK Skjold i 2005) og Pablo Piñones-Arce (mod AB i 2007 og HIK i 2007). Nullerne bød også på et pokalhattrick, da Martin Borre scorede tre mål i 8-0-sejren over Tårs/Ugilt i 2008.

Kjartan Finnbogason scorede sit første hattrick i VB-trøjen og det første i 11 måneder. Seneste hattrick scorede den 33-årige islænding for Ferencváros TC den 31. oktober 2018. Det var i en pokalkamp mod Sárvár FC, hvor Kjartan nettede tre gange i sejren på 4-0.

I 2019 har Kjartan Finnbogason scoret 14 mål i 24 kampe for Vejle Boldklub. 14 mål i et kalenderår er mange, og islændingen kan skimte Pablo Piñones-Arces 18 mål for VB i kalenderåret 2007. Dominic Vinicius scorede 14 mål for VB i 2017. Islændingen har ikke scoret fra ellevemeterpletten for VB, men både Piñones-Arce og Vinicius scorede vigtige VB-mål på straffespark.

Tekst: Lars Christensen.