Vejle Boldklub modtog torsdag aften kl. 22.08 en mail fra DBU, som fortalte, at Fodboldens Diciplinærinstans af egen drift åbner en disciplinærsag mod Allan Goncalves Sousa efter søndagens kamp mod Viborg FF.

I mailen har DBU vedhæftet et link fra TV3 Sport, som i øvrigt også er sendt til Disciplinærudvalgets medlemmer, med overskriften: ”Det er vanvittigt jo, Vejlespiller slipper med gult efter denne svinestreg.”

Vejle Boldklub er meget uforstående overfor åbningen af denne sag fem dage efter kampens afvikling, og hvor klubben har spillet en kamp i den mellemliggende periode. En kamp hvor Allan Goncalves Sousa i øvrigt afviklede en karantænedag for det gule kort, som kampens dommer mod Viborg FF, Anders Skjødt Voergaard, skønnede forseelsen til at være.

– Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om, hvorvidt situationen var til gult eller rødt kort. Det er sådan i fodbold, at dommeren dømmer kampen, og nogle gange er man enig, og andre gange er man ikke. Det respekterer vi i Vejle Boldklub. Det principielle i denne sag er, at Dicsiplinærinstansen tager sagen op fem dage efter og en kamp senere. Jeg gentager: Fem dage efter og en kamp senere – og så sender de et klip ud til medlemmerne, hvor der klart og tydeligt er foretaget en dom. Det er uetisk og sikrer ikke en fair afvikling af sagen, fortæller Teknisk Chef hos Vejle Boldklub Jacob Krüger.

Vejle Boldklub undrer sig over, at DBU’s Disciplinærudvalg for første gang i nyere tid og for første gang i NordicBet Ligaens historie af egen drift tager en sag op, hvor dommeren allerede har dømt og skønnet i situationen.

Der er for Vejle Boldklub, og for den sags skyld vores kollegaer i Danmarksturneringen, med afgørelsen i denne sag åbnet op for en ny virkelighed, hvor disciplinærudvalget dels træffer egenhændige beslutninger på trods af dommerens kendelser og dels eksekverer beslutninger uden nogen som helst form for respekt for den af DBU’s beskrevne praksis for behandlingstid på 24-48 timer efter afviklet kamp.

Dette åbner op for en glidebane, hvor de hold i NordicBet Ligaen, som får flest TV-kampe, automatisk er mere eksponeret for denne risiko. I løbet af en weekends kampafvikling, hvor alle hold i rækken er i aktion, er det de to hold, som spiller TV-kampen, der er genstand for risikoen for, at Disciplinærinstansen beslutter sig for at dømme hårdere end dommerens skøn i kampen. Vi har spillet en kamp, og spilleren har afviklet sin karantæne. Nu, 48 timer før vores næste kamp, tager man så sagen op igen og giver os en håndfuld timer til at komme med indsigelser. Det er ikke etisk eller professionelt, fortæller Direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder.

For Teknisk Chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, er der én ting, som er særligt frustrerende i denne sag.

– Når en klub har tre kampe på en uge, er der ikke en forberedelse fra kamp til kamp, men kun den bedste disponering af ressourcerne i truppen over de tre kampe. Når man så fra DBU’s Disciplinærinstans side vælger 48 timer før kampen og 12 timer før den sidste taktiske træning op til kampen at tage en sag op, fratager man klubben muligheden for at kunne forbedre sig optimalt og tilgodeser dermed automatisk weekendens modstander.

Vejle Boldklub fik til fredag kl. 13.00 til at komme med sin indsigelse.

Tekst: Morten Pelch