Dam-CNC Teknik ApS fra Gadbjerg er blevet en del af Vejle Boldklub Erhvervsklub. Firmaet tilbyder fejlfinding, reparationer, ombygninger, servicering, flytning og opretning samt opgraderinger af maskiner til den spåntagende industri.

 

Den fem år gamle virksomhed, der er specialiseret i teknikken på spåntagende bearbejdningsmaskiner, drives og ejes af Michael Dam Jensen. Han har mere end 25 års erfaring inden for reparationer, service og op/ombygning af produktionsmaskiner til metalindustrien.

 

DAM-CNC Teknik ApS prioriterer gode relationer og udfører kvalitetshåndværk

– DAM-CNC Teknik ApS er en mindre virksomhed, og vi adskiller os fra andre virksomheder i branchen ved, at det altid er mig, som kunderne møder. Jeg lægger vægt på den personlige relation til mine kunder, for det skaber troværdighed, tryghed og tillid, og derfor er det 100 procent bevidst, at DAM-CNC Teknik ApS kun består mig og ikke skal være større, siger ejer af DAM-CNC Teknik ApS Michael Dam Jensen.

 

Til gengæld har firmaet et stærkt netværk, så alle opgaver kan løses kompetent og kvalificeret.

 

– Jeg benytter mig af mit netværk til at kunne tilbyde komplette løsninger på enhver opgave, og det er et netværk bestående af de mest erfarne og dygtige spillere i den danske maskinbranche, fortæller Michael Dam Jensen.

 

Fantastisk fanskare fortjener en klub i Superligaen

Han har fulgt Vejle Boldklub siden 70’erne og er stadig særdeles aktiv på lægterne til hjerteklubbens kampe.

 

– Vi bakker op om Vejle Boldklub med et medlemskab af erhvervsklubben, fordi det er vigtigt, at lokalområdet har en fodboldklub i toppen af dansk fodbold. Det fortjener VB’s fantastiske og engagerede fanskare, og jeg følger selv klubben både på hjemme- og udebane, siger Michael Dam Jensen.

 

Læs mere om DAM-CNC Teknik ApS på firmaets hjemmeside damcnc.dk