Den sidste træningskamp under træningslejren i Lara er blevet rykket til i morgen onsdag i stedet for torsdag. Det er fortsat polske Cracovia Kraków der er modstanderen for Vejle Boldklub i den næstsidste træningskamp inden forårssæsonen sparkes i gang.

Vejle Boldklub og polske Cracovia Kraków er blevet enige om at rykke den aftalte træningskamp, så den ikke spilles torsdag den 24. januar, men allerede i morgen onsdag den 23. januar. Flytningen skyldes vejrprognoserne i det sydlige Tyrkiet, der ikke har været med de mange fodboldklubber i området i de sidste par uger. Kampen spilles i Belek, hvor VB også spillede træningslejrens første opgør mod Mezokovesd Zsory FC fra Ungarn.

Det er det andet opgør mod et polsk hold i nyere tid for Vejle Boldklub. I 2007 spillede VB 1-1 mod de senere polske mestre fra Zaglebie Lubin. Brian Nielsen scorede til 1-0. I 2015 spillede VB 2-2 mod Wisla Plock. Niels Bisp Rasmussen og Paul Onuachu scorede.

Kampen vil ikke kunne følges med liveopdateringer på Vejle Boldklubs Facebook- og Twitter-side. Men hold øje med Cracovia Krakóws YouTube-kanal og Twitter-opdateringer. Læs mere i polakkernes optakt til kampen her.

Efter morgendagens kamp, har VB torsdagen på træningsbanerne i Lara, inden truppen og trænerstaben omkring holdet rejser hjem til Vejle fredag. Otte dage senere – lørdag den 2. februar – venter AaB i den sidste og eneste træningskamp i Danmark før turneringsstart.

Træningskamp
Onsdag den 23. januar kl. 17.30 (lokal tid), 15.30 (dansk tid)
Cracovia Kraków – Vejle Boldklub
Belek, Antalya, Tyrkiet

Tekst: Lars Christensen.