Jacob Schoop er tilbage efter tre kampes fravær og der er fire debutanter i den bruttotrup på 19 spillere Vejle Boldklub har udtaget til kampen mod Vendsyssel FF i Sydbank Pokalens 2. runde. Opgøret spilles i morgen aften kl. 19.00 på Nord Energi Arena i Hjørring.

VB drager til Nordjylland og 2. runde i Landspokalturneringen midt i en landsholdstermin og det betyder, at vejlenserne må undvære Malte Amundsen, Viljormur Davidsen, Ylber Ramadani og Arbnor Mucolli der er afsted med deres respektive landshold. Thomas Gundelund spillede otte minutter for det danske U19-landshold mandag eftermiddag og kan komme i spil i trænerstabens 19 mand store bruttotrup. Én spiller sorteres fra senest 60 minutter før kick-off.

Jacob Schoop er tilbage i truppen. Anføreren gik skadet ud tidligt i lokalopgøret mod FC Fredericia den 14. august, men er fit for fight igen. Der er også fire mulige debutanter i truppen. Nordmanden Magnus Grødem kom ikke ind mod Viborg, men kan få de første minutter i pokalturneringen for VB. Det kan den finske midtstopper Juhani Ojala også. Den 30-årige forsvarsspiller har spillet to kampe for reserverne og kan komme i spil på divisionsholdet for første gang. De sidste to mulige debutanter er fra Vejle Boldklubs ungdomsafdeling. Det er kantspilleren Matthew Conroy, der er kommet fra New Zealand og netop har skrevet kontrakt med VB. Mathias Voss er også i truppen for første gang. 17-årige Voss kan spille backen og kanten i højre side.

Tobias Mølgaard har ikke været i spil til kampen, da forsvars- og midtbanespilleren har pådraget sig en skade.

Læs en optakt til kampen mod Vendsyssel FF her. Se et videointerview med assistenttræner Johan Sandahl på Vejle Boldklubs Facebook-side.

Vejle Boldklubs bruttotrup:
1. Thomas Hagelskjær (m)
4. Juhani Ojala
7. Sergiy Gryn
8. Magnus Grødem
9. Kjartan Finnbogason
10. Diego Montiel
12. Adam Jakobsen
14. Thomas Gundelund
15. Mads Greve
17. Lucas Jensen
20. Jacob Schoop
21. Indy Groothuizen (m)
22. Mads Lauritsen
23. Nicolas Gianini Dantas
32. Brenner Alves Sabino
34. Lundrim Hetemi
36. Adama Fofana
Matthew Conroy
Mathias Voss

Sydbank Pokalen
Tirsdag den 10. september kl. 19.00
Vendsyssel FF – Vejle Boldklub
Nord Energi Arena, Hjørring

Tekst: Lars Christensen.