Trænerstaben har udtaget en udvidet trup på 19 spillere til morgendagens kamp mod FC Roskilde i NordicBet LIGA. Efterårets næstsidste kamp spilles i Roskilde Idrætspark fra kl. 15.00.

Cheftræner Constantin Gâlcă, den øvrige trænerstab og spillertruppen har på grund af landsholdspausen haft 16 dage siden den seneste turneringskamp mod Nykøbing FC den 7. november. I sidste uge manglede en håndfuld spillere på national tjeneste, mens der blev spillet en træningskamp mod FC Sydvest 05 Tønder.

I forhold til truppen mod Nykøbing FC i den seneste kamp, så vender Kjartan Finnbogason og ”Vitinho” tilbage. Det betyder, at trænerne holder alle muligheder åbne indtil 60 minutter før kick-off, hvor én spiller skal sorteres fra.

Det er 180 minutter siden VB senest modtog en advarsel i turneringssammenhæng og derfor er karantænesituationen uændret. Det er fortsat Ylber Ramadani og Mads Greve der risikerer at sidde over ved næste advarsel. Se VB’s strafpoints her.

Fra september-november 2013 havde VB en periode på 639 minutter uden mål i mod i Danmarksturneringen. Rekorden fra nyere tid kan vejlenserne slå i morgen mod FC Roskilde, hvis buret holdes rent i de første 46 minutter af kampen. VB stime uden mål i mod lyder på 594 minutter inden kampen i morgen.

Det er mere end tre år siden VB senest besøgte Roskilde Idrætspark. Da VB i sæsonen 2017-18 mødte FC Roskilde på udebane, var opgøret flyttet til Gentofte Stadion på grund af vejrforholdene i Danmark i marts 2018. Seneste besøg i Domkirkebyen dateres derfor tilbage til 13. oktober 2016, hvor FCR besejrede VB 2-1. Eneste VB-gengangere fra dengang er anfører Schoop og Viljormur.

Vejle Boldklubs bruttotrup:
2. Malte Amundsen
3. Viljormur Davidsen
4. Juhani Ojala
7. Sergiy Gryn
9. Kjartan Finnbogason
10. Diego Montiel
12. Adam Jakobsen
14. Thomas Gundelund
15. Mads Greve
16. Ylber Ramadani
17. Lucas Jensen
20. Jacob Schoop
21. Indy Groothuizen (m)
23. Nicolas Gianini Dantas
30. Arbnor Mucolli
32. Brenner Alves Sabino
44. Tobias Mølgaard
45. Gianluca Zanette (m)
98. João ”Vitinho” Souza

NordicBet LIGA
Lørdag den 23. november kl. 15.00
FC Roskilde – Vejle Boldklub
Roskilde Idrætspark

Tekst: Lars Christensen.