Lejeaftalen med Brenner Alves Sabino er ophævet, så den brasilianske angriber efter kun tre optrædener for Vejle Boldklub vender tilbage til S.C. Internacional i hjemlandet. 16-årige Wahid Faghir (f. 2003), der i efteråret har optrådt for U17- og U19-Ligaholdet, rykkes permanent op i A-truppen fra træningsstarten i januar.

Han har fortsat alderen til U17-Ligaen, er fast mand på ungdomslandsholdet og har scoret fem mål i U19-Ligaen, men nu følger VB og Wahid Faghir sidste måneds tre-årige kontraktforlængelse op med en forfremmelse. Den 16-årige offensivspiller træder op i klubbens A-trup fra træningsstarten i det nye år.

– Med forfremmelsen til A-truppen kommer Wahid Faghir på fuldtid og får ideelle betingelser for at fortsætte sin udvikling. Wahid var en del af NordicBet LIGA-holdets sommeropstart, og allerede dengang gik han meget uimponeret til opgaven. Han har i løbet af efteråret markeret sig på U17-landsholdet og i U19-Ligaen, hvor vi har fulgt ham tæt, og nu tager han det næste step, siger Jacob Krüger.

– Med forfremmelsen får trænerstaben mulighed for at bygge på Wahid både fysisk og taktisk. Konkurrencesituationen i A-truppen er hård på de offensive positioner, og Wahid skal først og fremmest stå i lære til at begynde med, men med de kvaliteter, Wahid besidder, så kommer han forhåbentlig til at gøre sig gældende med tiden. Wahid er både boldsikker og teknisk dygtig, og så har han på ungdomsniveau vist, at han er en god afslutter. Kvaliteter, vi sammen med Wahid ser frem til at udbygge i den kommende periode, siger Jacob Krüger.

– Det er den niende spiller fra eget akademi, der rykkes op i A-truppen siden sommeren 2017. Det er flotte tal og understreger, at vi arbejder målrettet på at gøre gode ungdomsspillere klar til seniorfodbold. Vi har fokus på transitionsprocessen, og i den henseende prøver vi hele tiden at udfordre de bedste ungdomsspillere opad i systemet. Med forfremmelsen af Wahid følger vi vores strategi om, at en tredjedel af vores A-trup skal være egne talenter, og når vi allerede kan rykke Wahid op som U17-spiller, er det i høj grad, fordi der i ungdomsafdelingen er gjort et stort stykke arbejde med en talentfuld spiller, siger Jacob Krüger.

Wahid Faghir har været omkring divisionsholdet til kamp én gang. Det var tidligere på året, da han som 15-årig spillede 20 minutter af sommertræningskampen mod Silkeborg (1-3) den 29. juni 2019.

Forud for sæsonen indgik VB en lejeaftale med Brenner Alves Sabino for sæsonen 2019-20, men med tre indhop har den 20-årige brasilianer ikke fået den håbede succes for NordicBet LIGA’s tophold, og nu rejser Brenner hjem.

– Siden spillerne gik på ferie efter opgøret i Viborg, har vi været i dialog med Brenner og S.C. Internacional, der ejer ham. Vi er i fællesskab kommet frem til, at det er bedst at skilles nu. Brenner har været et positivt bekendtskab udenfor banen, hvor han hurtigt har integreret sig. Desværre nåede Brenner ikke at sætte sit præg på banen, da andre spillere stod foran. Brenner bliver 21 år i januar, og han har en alder, hvor han skal spille mere regelmæssigt, end der er udsigt til i Vejle. Med Adam Jakobsen, Wahid Faghir og Kjartan Finnbogason i truppen, føler vi os godt dækket ind på angriberpositionen, siger Jacob Krüger.

Brenner Alves Sabino nåede tre kampe for VB. Han debuterede mod Kolding IF (1-1) den 21. august, og kampen mod Nykøbing FC (0-0) den 7. november blev brasilianerens sidste for VB.

Tekst: Lars Christensen.