Fredag formiddag inden Vejle Boldklubs trup skulle i gang med de sidste forberedelse til sæsonpremieren på søndag mod HB Køge, fik omklædningsrummet på Vejle Stadion besøg af borgmesteren i Vejle, Jens Ejner Christensen. Borgmesteren som er en trofast gæst i Nørreskoven, når kalenderen tillader det, ville ønske truppen, trænerteam og organisationen held og lykke inden NordicBet Ligaen, der for Vejle Boldklubs vedkommende starter på søndag. 

 

– Vejle er i Danmark kendt for tre ting. Det er de tre ting, som jeg møder, når jeg er ude af kommunen og fortæller, at jeg er borgmester i Vejle. Det er Vejlefjordbroen, Bølgen og ikke mindst Vejle Boldklub. Så sent som i går var der en, som nævnte for mig, om klubben ikke snart skulle tilbage, hvor den hører hjemme – i den bedste danske fodboldrække. Så jeg synes, det var en kærkommen lejlighed til at køre turen op gennem Roms Hule og lige hilse på samt ønske held og lykke med den kommende sæson, fortæller Jens Ejner Christensen.

 

I omklædningsrummet blev der hilst på spillerne, cheftræner Adolfo Sormani og italienerens team. Efterfølgende mødtes Jens Ejner Christensen med Vejle Boldklubs direktør, Henrik Tønder, og klubbens nye tekniske chef, Jacob Krüger. Direktør Henrik Tønder var glad for borgmesterens besøg.

 

– Vi er hele Vejles fodboldhold, og det glæder mig, at borgmesteren også hepper på os i den kommende sæson. Vejle Boldklub har et stærkt brand i fodbold Danmark, og det brand hænger sammen med byen Vejle. Nu starter sæsonen op, og det var rart lige at kunne vise byens borgmester, at vi er klar og har investeret i at kunne præstere, så byen bliver stolt af os.

 

Vejle Boldklub starter sæsonen på søndag kl. 13.45 på udebane mod HB Køge.

Tekst: Morten Pelch