Vejle Boldklub er d.d. nået til enighed med FC Sheriff Tiraspol om en lejeaftale for angriberen Alexandru Boiciuc. Den 20-årige angriber optræder for de moldoviske mestre frem til 30. juni 2019 og moldoverne har efterfølgende en forkøbsret på den landsholdsaktuelle angriber.

VB hentede i januar den unge moldoviske angriber Alexandru Boiciuc i hjemlandets Milsami Orhei, men spilletiden i foråret var knap for angriberen, der i februar fik debut på A-landsholdet i Moldova. Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, forklarer udlejningen af den unge angriber således.

– ’Alex’ var langt fra spilletid i foråret og vi vurderer, at han også i den kommende sæson vil have et stykke vej til kampminutter på Superligaholdet. Derfor er en lejeaftalen bedst for alle parter. Alexandru Boiciuc har et godt navn i hjemlandet og med lejeaftalen med topklubben FC Sheriff Tiraspol, får han mulighed for at spille på højeste nationale niveau og deltage i europæiske turneringer, siger Jacob Krüger.

Alexandru Boiciuc, der i de første seks måneder i Vejle Boldklub var aktuel på Moldovas A- og U21-landshold, har spillet tre kampe for Vejle Boldklub. Han debuterede mod Skive (0-0) den 18. marts og den foreløbigt sidste blev udekampen mod Vendsyssel (2-1) den 15. april.

Læs pressemeddelelsen fra FC Sheriff Tiraspol her.

Tekst: Lars Christensen.