Kommentarer fra VB’s trænerassistent Morten Bisgaard og AaB’s cheftræner Morten Wieghorst efter 1-1 på Vejle Stadion fredag aften.

– Alt i alt en god præstation af os, konkluderede assistenttræner Morten Bisgaard efter kampen.
– AaB er ufattelig heldige med deres mål, men de har også deres perioder – det må vi erkende. Når vi er bagud og får udlignet sent, er det jo et point vundet, men jeg synes egentlig, vi var bedst. Der er masser af fight og vilje i dag, og vi holder jo også AaB fra de store chancer. Den kompakthed, vi ikke havde mod FCM, har vi i dag, siger Morten Bisgaard.

– Et point batter selvfølgelig for lidt, men vi kan tage gode ting med os fra kampen. Vi har skader og karantæner, men Emmersón gør det fint, og Yurchenko og Mucolli gør nogle gode indhop. Vi havde netop håbet, at Mucolli kunne gå ind og udrette noget offensivt. Træningskulturen er god, og vi har generelt en god fornemmelse. Vi fik hug i Midtjylland, men overordnet set føler vi, vi kan slå alle hold på en god dag.

Wieghorst: Frustrerende, vi igen ikke kan gøre det færdigt

– Det er lidt deja-vu fra FCK-kampen før landskamppausen, ærgrede AaB-træner Morten Wieghorst sig efter kampen.

– Vi holdet ikke presset, men tillader en sen udligning. Vi er heller ikke gode nok med bolden. Det er for tit, vi bare slår den op til deres store forsvarsspillere Greve og Emmersón i stedet for at holde fast i den. Vi skal have lidt mere kvalitet i vores spil. De første 25 minutter spiller vi fint og får skabt chancer, men får ikke scoret. Men Vejle udnytter dygtigt vores høje pres til at gå ind og skabe nogle fine omstillingsmuligheder, og vi er heldige, vi ikke er bagud ved pausen. Vi kommer så med målet efter en time i en ønskeposition. Men vi formår igen ikke at gøre det færdigt, og det er jeg ærgerlig over, siger Morten Wieghorst.

Tekst: Ole Kristensen.