Arbnor Mucolli blev Vejle Boldklubs helt, da han i det 81. minut af hjemmekampen kampen mod AaB fredag aften på Vejle Stadion udlignede til 1-1. Scoringen gav et fortjent point til vejlenserne og var samtidig den unge midtbanespillers første på divisionsholdet.

– Jeg modtager bolden fremme i banen og tager to træk til venstre. Det er kun målet jeg har for øje og sparker mod korte hjørne. Heldigvis går bolden i mål utageligt for målmanden. Det var meget forløsende. Vi spillede en god kamp og resultatet er altid vigtigt og derfor var målet en kæmpe forløsning, siger Arbnor Mucolli.

Den 19-årige midtbanespiller har ikke tidligere scoret på divisionsholdet. Hverken i officielle eller uofficielle kampe og derfor ligger midtbanespillerens seneste scoring et stykke tilbage.

– Det var i min sidste kamp på U19-Ligaholdet. I sommeren 2017 møder vi Silkeborg ude og jeg reducerer i et nederlag. Det var også et flot mål, men det i dag var vigtigere og jeg er glad for, at det fik betydning, siger Arbnor Mucolli.

– Som spiller har jeg mine forcer i offensiven. Derfor skal jeg bygge mål og målgivende afleveringer på mine præstationer. Det gjorde jeg mod AaB og det er et skridt på vejen, men jeg vil være mere kontinuerlig, siger Arbnor Mucolli.

– Inden opgøret talte vi meget om, at bænken kan blive afgørende. Det ændrer fodboldkampe. Man kommer ind og mange modspillere er trætte, så det er bare at køre på. Man skal komme ind med energi og gøre en forskel og det gjorde jeg heldigvis, siger Arbnor Mucolli.

Han fulgte opgøret fra bænken i de første 72 minutter, men kom på banen til de sidste godt og vel 20 minutter.

– Vi var gode med bolden i store perioder. Der var en chance, hvor vi kunne have scoret før pausen, men omvend havde AaB også en mulighed eller to. Det er en jævnbyrdig kamp i lange perioder og derfor fortjener vi også et point. Det glæder vi os over lige nu og så arbejder vi ellers videre, for der venter tre hårde kampe, siger Arbnor Mucolli.

Han kom i den forgangne uge hjem fra landsholdsaktivitet. Det blev til to startpladser for Albaniens U21-landshold i venskabskampe mod Malta.

– Jeg spiller offensivt på midtbanen når jeg er med landsholdet. Det giver god erfaring at være i et andet miljø end sædvanligt. Jeg får hår på brystet og det er med til at flytte mig sportsligt. Malta er en blød modstander, men jeg har også været med mod Italien og Spanien og opgør mod disse nationer er god læring. Modstanderne spiller i de største ligaer i Europa og det er talentfulde spillere. På egen krop mærker jeg, hvad der skal til for at være med. Superligaen kræver også det bedste fra min side. Jeg kan spille U21-landsholdskampe i den kommende EM-kval og jeg håber at beholde min plads. Det er godt for min udvikling at være med begge steder, siger Arbnor Mucolli.

Tekst: Lars Christensen.