Jacob Schoop jubilerede med førsteholdskamp nummer 100 for Vejle Boldklub, mens Leonel Montano kom ind fra bænken til sin officielle førsteholdsdebut for Vejle Boldklub i den sene sejr over Hvidovre i NordicBet LIGA. Netop Schoop og Montano spillede en hovedrolle, da de var med i opspillet til 1-0-målet.

31-årige Jacob Schoop kom til VB i sommeren 2016 efter seks måneder som klubløs. Fynboen havde ophold i B 1909, FC Fyn og OB på CV’et i Danmark inden Vejle, men også en periode for KR Reykjavik. Han debuterede for VB søndag den 24. juli 2016 mod Fremad Amager (1-1) – en solbeskinnet søndag i Nørreskoven. Schoop er den eneste af de otte VB-debutanter fra opgøret der fortsat er i Vejle. Fraset en periode i forårssæsonen 2018, har Schoop spillet fast for VB på midtbanen siden debuten. Han blev valgt til anfører i sommeren 2017 af cheftræner Adolfo Sormani.

Jubilerede med førsteholdskamp nr. 50 for VB mod Thisted FC i oprykningskampen i maj 2018. Jacob Schoop har i 100 kampe for VB scoret 9 mål. Blandt flere fine scoringer huskes især langskuddet til 3-1 mod Hobro i Superligacomebackkampen, men også målet til 3-1 mod Vendysssel i 2017 er blandt Schoop bedre pletskud i VB-trøjen.

Jacob Schoop er sæsonens anden VB-jubilar. Arbnor Mucolli rundede 50 kampe mod Kolding IF i august.

20-årige Montano: Drømte om at blive afgørende
Efter at have været udenfor truppen til forårspremieren, var Leonel Montano indlemmet forud for dagens udekamp mod Hvidovre. Her blev den brug for den tidligere B.93-spiller i det 74. minut, da han erstattede Lucas Jensen.

– Det var fedt at komme ind til min debut. Nu var jeg ikke en del af truppen sidst, så det var fedt at blive udtaget. Da jeg løber og varmer op i 2. halvleg får jeg besked på, at jeg skal holde mig varm. Så véd jeg godt, at der kan komme en chance for mig. Jeg var spændt, da jeg stod og skulle ind. 2. division er en ting, men NordicBet LIGA er bare noget andet. Nu var forholdene specielle i dag – især udenfor banen – men det smagte af lidt mere, siger Leonel Montano.

– Jeg kommer ind, da vi satser på at vinde kampen. Det er omstilling på omstilling og Hvidovre forsøger også. Det er meget lange bolde og jeg føler næsten, at meget foregår over hovedet på mig. Det er fedt at komme ind i så åben en kamp. Til sidst går jeg helt frem som en slags anden angriber. Schoop slår den perfekt i feltet. Jeg er løbet i ryggen på en forsvarsspiller og får lagt bolden af til Kjartan, som jeg har set har fundet en god position midt for mål. Han flækker til bolden og scorer med et godt spark. Jeg drømte om at blive afgørende og det var bare fedt, at det lykkedes i min debut, siger Leonel Montano.

Han fik en del spilletid og scorede i flere af træningskampene i januar og nu kom så de første spilminutter for vejlenserne i officiel regi.

– Helt overordnet er jeg glad for min første tid i VB. Jeg er kommet til et hold der har vundet meget i sæsonen og derfor er vejen til spilletid ikke nem. Det handler om at gribe de chancer der opstår og klø på til træning. Jeg er sikker på, at der kommer flere chancer som den i dag, siger Leonel Montano, der blev 2020’s første debutant i Vejle Boldklub.

Tekst: Lars Christensen.