Jacob Schoop sætter flueben ud for Vejle Boldklubs historisk korte vinteropstart og ser frem mod forårssæsonen i Superligaen. Publikum kan forvente et sultent og aggressivt Vejle-hold i foråret, der i perioder vil spille mere simpelt, siger anføreren til hjemmesiden.

– Det har været en meget atypisk vinteropstart. Det er den korteste opstart i min tid som professionel fodboldspiller. Vi havde ikke megen ferie efter den sidste kamp i efteråret til vi begyndte igen i januar, men det kan vise sig at være en fordel. Man mister ikke så meget af formen og træningskampene har vist, at de fleste spillere er klar til 90 minutter. Vi har heller ikke fået nogen skader i årets første uger, så der er mange parametre vi kan sætte flueben ved, indleder Jacob Schoop.

Under træningsopholdet i Tyrkiet kastede de tre træningskampe to sejre og én uafgjort af sig, mens generalprøven i Danmark betød opstartens første nederlag da AaB besejrede VB 5-3.

– Det er aldrig sjovt at tabe fodboldkampe og det var det heller ikke mod AaB. Vi har talt om kampen, evalueret den og er videre, men vi har ikke glemt, hvilke parametre vi faldt på. Der skal komme en trodsreaktion mod SønderjyskE, men vi véd også, at vi i mange kampe i opstarten har præsteret godt og det skal vi tilbage til. Der findes mange ordsprog om gode og dårlige generalprøver, men hovedsagen er, at vi er klar mod SønderjyskE. Kampen mod AaB blev spillet på en hurtig kunstgræsbane, mens vi spiller på en græsbane i premieren. Underlaget kan ofte være tungere på denne årstid og derfor tror jeg ikke, at vi ser så mange mål mod SønderjyskE, siger Jacob Schoop.

Som den mest Superligaerfarne spiller i VB-truppen, har anfører Schoop stået overfor SønderjyskE mange gange i karrieren.

– SønderjyskE må være et sultent hold efter et lidt blandet efterår. De har fået en ny cheftræner og Glen Riddersholm har måske en anden måde at gøre tingene på. Men én ting ved vi, det er, at SønderjyskE vil dø for at vinde. De har som klub en meget tydelig stil og det er først og fremmest hårdt arbejde. Hvis vi vil lykkedes, og det vil vil, så skal vi matche deres energi og vilje fra første til sidste minut, siger Jacob Schoop, der glæder sig til at stå overfor den tidligere VB-spiller Søren Frederiksen, der siden i sommer har været tilbage i SønderjyskE.

– Jeg håber, at Søren Frederiksen er med for SønderjyskE. Jeg boede sammen med ham i Island, da vi begge spillede i KR Reykjavik og indtil kort før jul, boede vi også sammen i Aarhus. Han er en god ven, så det bliver specielt at stå overfor ham. Når man har været med i mange år, som jeg har, vil der være kendte spillere hos modstanderne. Jeg spillede mod Søren Frederiksen da han var i AaB og jeg var i OB, men vi har ikke mødt hinanden på fodboldbanen, efter vi har lært hinanden at kende, siger Jacob Schoop.

I pre-season har den 30-årige anfører markeret sig ved at være involveret i fem af Vejle Boldklubs seks scoringer. Tre assist, én tredjesidste aflevering og Schoop var også involveret med en god dybdebold, da Arbnor Mucolli med hjælp fra AaB-defensiven scorede til 2-1 i forpremieren. Kun Adam Jakobsens scoring mod Cracovia Kraków havde ikke anføreren med i opspillet.

– Jeg vil gerne bidrage med assist og have tredjesidste fod på flere mål. Det har været et fokuspunkt fra mig, at jeg skal være mere farlig. På træningsbanen har vi arbejdet med, at midtbanespillerne skal finde de fire forreste spillere i rummene. Når så afleveringerne lykkedes i kamp, som de har gjort i træningskampene, så giver det selvtillid og man tør oftere forsøge med dybe og svære bolde. Det er bolde man spiller frem mod de offensive spillere der er farlige og det er dem, der afgører kampe. Derfor skal vi turde spille dem, men det kræver, at vi står rigtigt på banen. Men ja, det er ikke tilfældigt, at jeg har været mere involveret i målene i de første kampe i år, siger Jacob Schoop.

Vil publikum også komme til at se et VB-hold med et anderledes udtryk i foråret?

– Vi har skiftet formation og spiller lidt anderledes formationsmæssigt end vi tidligere har gjort. Der er ikke ændret i vores udtryk. Man kommer til at se et sultent og aggressivt Vejle-mandskab, der vil hente points. Forhåbentlig bliver vi bedre til at lukke kampene, så vi ikke smider nogle af de points, som vi gjorde i efteråret. Jeg håber ikke at blive upopulær blandt vores tilskuere, men spillet behøver ikke at være så flot. Vi skal i perioder spille mere simpelt og det bliver det nødvendigvis ikke pænere og mere underholdende af. Vi skal have resultaterne med os og det er vores første prioritet, siger Jacob Schoop.

Han har spillet 71 kampe for Vejle Boldklub. Her er det blevet til 8 mål og 9 assist.

Tekst: Lars Christensen.