Andreas Jungdal (f. 2002), der er målmand på Vejle Boldklubs U17-Ligahold, er blevet udtaget til det danske U17-landshold, der deltager i Internordisk turnering på Færøerne fra den 4. august til den 12. august.

VB har tidligere haft Peter Ullum landsholdsudtaget i årgang 2002 og nu er det målmanden Andreas Jungdal, der er blevet tilsagt at møde ind til årgangens første aktivitet som U17-landshold. Andreas Jungdal var ikke med på U16-landsholdet i denne sæson. Målmanden stod i skyggen af Andreas Foged i store dele af sidste sæson på klubbens U17-Ligahold, men mod slutningen stod han sæsonens sidste tre kampe og nu er han landsholdsudtaget. Se hele den danske trup her.

Andreas Jungdal skiftede til VB i januar 2013 fra Future Vejle-samarbejdsklubben Skibet IF. Ved den Internordiske turnering på Færøerne skal Danmark møde Nordirland, Sverige og Finland. Turneringen fungerer som forberedelse for første runde af EM-kvalifikationen, der finder sted senere på året.

Tekst: Lars Christensen.