Malte Amundsen debuterede med 90 minutter på venstreback for Vejle Boldklub i forårspremieren mod SønderjyskE på Vejle Stadion. VB-debuten og sejren var en tidlig fødselsdagsgave til den nybagte Superligaspiller, der på mandag fylder 21 år.

Malte Amundsen blev købt fri i Rosenborg BK tidligere på vinteren. Den unge venstreback kom til Nørreskoven efter et ophold i tyske Braunschweig på leje. Sammen med Kjartan Finnbogason og Branko Ilic var Malte ny i forhold til efterårets VB-mandskab.

– Jeg var spændt inden kampen. Vi havde glædet os længe til at komme i gang og det var specielt at komme til en ny klub. Jeg er altid spændt og nervøs i kroppen inden en kamp, men det var lidt ekstra denne gang inden debutkampen i Superligaen, indleder en glad Malte Amundsen.

– Vi begynder lidt blandet. Det er ingen super start og SønderjyskE er ligeså godt med, som vi er. Men mål ændrer fodboldkampe. Efter 1-0-målet er der et anderledes flow over vores spil. Vi fik energi af, at det lykkedes for os og pludselig havde vi momentum. Sådan er fodbold. Kampene kan ændre udtryk på kort tid. Kjartan Finnbogason viser hvad han er god til ved det første mål. Det ser simpelt ud, men det er dejligt at have en angriber der scorer de mål. Tobias Mølgaard slår et fantastisk indlæg ved det andet mål, som Louati løber ind i og scorer ligeså flot med hovedet, siger Malte Amundsen.

– Det gav ro på og mine debutnerver lagde sig. Det bliver ikke så kønt efter pausen. Det skal det heller ikke være, men vi står lavere, end hvad godt er. Vi kan takke Pavol Bajza og stolperne for, at det blev til et endnu vigtigere clean sheet. Vi har kun vundet tre points, men vi sender et signal til alle. Ikke mindst os selv. Vi fik den start vi havde håbet på og nu skal vi bygge på i de kommende kampe, siger Malte Amundsen.

Havde du håbet på et gensyn med Alexander Bah?

– Både og. Der er fordele og ulemper ved at spille overfor spillere, man kender godt. Jeg kender Bah fra træningsbanen og kampene i HB Køge og han er dygtig. Johan Absalonsen og Greko lå og skiftede side meget og jeg stod overfor dem begge. Deres backs kom også godt med frem, men vi forsvarede godt på indlæg, siger Malte Amundsen.

– Jeg kom lidt sløjt i gang med kampen. Men jeg spillede mig op med holdet og det var fedt at spille i Superligaen. Pointene var vigtige, men vi fightede hele opgøret igennem og det tager vi med. Min egen præstation er ikke så vigtig, men det dejligt at vi holdt hele vejen hjem og ikke lukkede dem ind, selvom de pressede godt på til tider, siger Malte Amundsen.

Malte Amundsen er sæsonens 15. VB-debutant. De 14 første var Tobias Mølgaard (mod Hobro), Gustaf Nilsson (Hobro), Adam Jakobsen (Hobro), Sean Murray (AGF), Vladis Emmersón (FC Midtjylland), Melker Hallberg (FC Nordsjælland), Felix Örn Fridriksson (AC Horsens), Wang Zhenao (BK Frem), Thais Damgaard Nielsen (BK Frem), Qingshen Zeng (BK Frem), Nathan Oduwa (SønderjyskE), Vladlen Yurchenko (FC København), Branko Ilic (SønderjyskE) og Kjartan Finnbogason (SønderjyskE).

Tekst: Lars Christensen.