Vejle Boldklub og Agon Mucolli har valgt at ophæve offensivspillerens kontrakt seks måneder før udløb. Den 20-årige spiller er dermed fri til at se sig om efter en ny klub.

Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub, forklarer bruddet med den tidligere ungdomslandsholdsspiller for Danmark og Albanien således.

– Vi er kommet frem til en god løsning med Agon Mucolli og har i fællesskab ophævet den aftale, der stod til udløb til sommer. Agon Mucolli har været igennem vores ungdomsafdeling, hvor han var en markant spiller. Derfor føler vi og også forpligtede til at hjælpe ham videre i karrieren. Vi er ærgerlige over, at vi ikke i fællesskab med Agon kunne forløse det talent han besidder. Vi håber det bedste for ham i fremtiden og takker ham for indsatsen i Vejle Boldklub, siger Jacob Krüger.

Agon Mucolli, der skiftede til VB fra Fredericia fF, debuterede som 16-årig mod Middelfart G&BK (5-2) i Landspokalturneringen den 4. august 2015. Afskedskampen var mod Fremad Amager (0-1) den 19. november 2017. Det blev i alt til 36 kampe, 5 mål og 11 assist for VB.

Tekst: Lars Christensen.