Marginalerne var ikke med Vejle Boldklubs U17-mandskab, da de lørdag middag tabte med 1-0 til AGF efter et opgør, hvor vejlenserne ellers var de toneangivende.

I første halvleg havde Vejle Boldklub vinden i ryggen, og det blev brugt til at ligge et tungt pres på de gæstende århusianere. Kort inde i kampen blev hurtige Mathias Voss sendt af sted på en friløber, men blev fejlagtigt vinket for offside. Kort efter burde Oliver Nielsen have scoret, da han ved bagerste stolpe efter et hjørnespark headede forbi mål.

Resten af halvlegen blev ved mange lige ved og næsten situationer, men det lykkedes ikke værterne at få scoret, selvom boldbesiddelsen var markant i De Røde favør.
– Vi var faktisk okay tilfredse med vores første halvleg. Der var en del gode momenter i spillet, men vi manglede at gøre tingene rigtig farlige.

De sidste 45 minutter gav et ændret kampbillede, da det nu var AGF, der havde vinden i ryggen. Med vinden i ryggen kom gæsterne mere på bolden og det gav en lige fodboldkamp. Med et lille kvarter tilbage kom AGF foran, og det lykkedes ikke VB at komme tilbage i kampen og få udlignet.

Efter kampen var det en ærgerlig cheftræner Kim Leth Andersen, som gjorde status.
– Det var en kamp, som vi burde have haft point i. Jeg synes, at vi var det bedste hold, selvom vi ikke ramte vores bedste niveau. Vi var ikke gode nok offensivt, og det kostede point i en kamp, som også var svær at spille på grund af den megen vind på langs af banen.

Vejle Boldklub spiller igen på lørdag kl. 15.15, når holdet skal køre nordpå for at møde AaB.

Kampfakta:
Vejle Boldklub-AGF 0-1 (0-0)
77. 0-1 Asker Beck

Kort:
50. Andreas Jungdal (gult kort)

Indskiftninger:
45. Christian “GG” Gammelgaard ud Mikkel Kraul ind
55. Mathias Voss ud Martin Lauritsen ind
72. Anton Stage ud Filip Højgaard ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Jungdal

Oska Bagge
Peter Ullum (anfører)
Oliver Nielsen
Lucas Nielsen

Rasmus Schjang
Hans Høllsberg
Anton Stage

Christian “GG” Gammelgaard
Wahid Faghir
Mathias Voss

Bænken:
Martin Lauritsen
Mikkel Kraul
Filip Højgaard
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen