Viljormur Davidsen spillede alle 90 minutter, da Færøerne tabte 0-2 til Norge i EM-kvalifikationskampen i Tórshavn 2. pinsedag.

Færøerne var overmatchede, da de i fredags mødte Spanien på hjemmebane. Gæsterne vandt med hele 4-1. Det blev heller ikke 2. pinsedag, at øboerne skulle på tavlen for første gang i kvalifikationsturneringen om en plads ved EM 2020. Efter 0-0 ved pausen vandt nordmændene med 2-0. Dermed har Færøerne fortsat det første point til gode. Færøerne skal i aktion igen den 5. september, hvor det er Sverige der er gæster i Tórshavn. Viljormur Davidsen er noteret for imponerende 33 A-landskampe efter opgøret mod Norge.

Malte Amundsen var ikke med, da det danske U20-landshold tabte 2-3 til Norge på CASA Arena mandag eftermiddag. Venstrebacken måtte lade sig udskifte mod Island i fredags, og han var altså ikke blevet klar til dagens venskabskamp mod nordmændene. 21-årige Malte Amundsen har spillet 16 ungdomslandskampe og vil efter sommerferien være aktuel på det danske U21-landshold.

Arbnor Mucolli har desværre meldt afbud til det albanske U21-landshold, der er samlet i sidste uge og denne uge. Den 19-årige midtbanespiller er ukampdygtig. I Mucollis fravær har Albanien tabt 1-2 til Tyrkiet i EM-kvalen og i går søndag besejrede de Wales 2-1 i en venskabskamp. Waliserne venter i endnu et opgør i morgen tirsdag, men heller ikke her er Mucolli aktuel.

Ylber Ramadani er samlet med A-landsholdet i Albanien. ”Rama” så hele kampen fra bænken, da Albanien tabte 0-1 til Island i Reykjavik lørdag aften. EM-kvalifikationen fortsætter for albanernes vedkommende med hjemmekampen tirsdag aften mod Moldova og Alexandru Boiciuc. Netop Boiciuc fik de sidste minutter, da Moldova i weekend slog Andorra 1-0 i samme pulje.

Tekst: Lars Christensen.