Vejle Boldklub har lejet den 21-årige Victorien Adebayor for resten af indeværende sæson med en forkøbsret. Angriberen fra det afrikanske land Niger, kommer til Nørreskoven fra Inter Allies i Ghana.

VB har tidligere på sommeren hentet spillere til angrebspositionen i danske klubber og nu følger endnu en spiller til den forreste del af banen. Det er den unge angriber Victorien Adebayor, der begynder formelt i Vejle Boldklub i den kommende uge.

– Victorien Adebayor er en ung angriber, der i indeværende sæson har scoret 7 mål i 12 kampe i den ghanesiske Premier League. Som type, er han lidt en mellemting mellem Allan Sousa og Gustaf Nilsson og igennem vores omfattende kontaktnetværk har vi fået ham anbefalet og derefter taget referencer på ham. I en ung alder har han allerede spillet 15 landskampe og scoret 5 mål, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub.

– Han havde et ophold i fransk fodbold tidligere i karrieren og han skal nu prøve kræfter med europæisk fodbold igen. Vi skal give ham tid til at falde til både på og udenfor banen, men når det så er sagt, så har han nogle spændende kvaliteter, som vi i fællesskab skal forsøge at forløse. Vi glæder os til, at byde Victorien velkommen i VB indenfor kort tid og så skal vi i fællesskab forsøge at forløse hans talent, siger Jacob Krüger.

Victorien Adje Zakari Adebayor, der er født den 12. november 1996 i Niger, har spillet i ghanesiske Inter Allies siden 1. januar i år. Han begyndte karrieren på fodboldakademiet Atcha Académie og spillede i AS Douanes i Niger, inden han skiftede til franske US-Raon-l’Étape i 2017. I Ghana har han spillet for først AS GNN og altså senest Inter Allies, hvorfra Vejle Boldklub har lejet ham frem til den 30. juni 2019.

For hjemlandet Niger er det blevet til 15 A-landskampe og 5 mål. Han debuterede som 18-årig i 2015 i en kvalifikationskamp til African Cup of Nations.

Tekst: Lars Christensen.