For tredje gang på otte dage startede Vejle Boldklub med 17-årige Thomas Gundelund på den centrale midtbane i NordicBet LIGA. A-truppens yngste medlem imponerede endnu engang med sin præstation, da VB besejrede Viborg FF i torsdagens opgør i Nørreskoven.

– Vi får en blandet start på kampen og Viborg er meget på bolden. De har en enkelt chance, som Indy tager godt, men ellers sidder de på spillet uden at komme til store chancer. De fik for meget plads på siderne, når de slog deres diagonalskift og det skulle vi lige have løst, inden vi fik sat os på kampen. Vi fik vores midtbane – mig selv inklusiv – længere tilbage på banen og en defensiv gardering ud til backen. Vi fik bedre styr på Christian Sivebæk som kampen skred frem, men de farlige situationer kom fra ham, siger Thomas Gundelund.

– Da vi først får scoret til 1-0 føler jeg, at vi har styr på kampen. Den anden scoring lukker opgøret tidligt i 2. halvleg og derfra kan vi løbe vores omstillinger. Jeg har en rolle midt på banen, hvor jeg skal lukke ned for de omstillinger, der kan komme, når vi kører på. Der var ikke så meget mod Viborg og efter en lidt shaky start på kampen, spiller jeg mig op. Jeg har en fejlpasning i begyndelsen, men derefter spiller jeg mere simpelt og det gik bedre. Men hele holdet spiller en god kamp og vi sender et signal om, at Vejle Stadion ikke er et sted man bare kommer og vinder, siger Thomas Gundelund.

Den unge midtbanespiller debuterede for knap to år siden, da han spillede overtiden af novemberopgøret mod Vendsyssel (4-1). I sidste sæson nåede han et indhop i Sydbank Pokalen mod BK Frem, men i denne sæson er spilletiden mere regelmæssig for det yngste medlem af A-truppen.

– Jeg havde håbet, at der ville komme en mulighed for spilletid efter Jacob Schoop desværre blev skadet for et par uger siden. Indhoppet mod Vendsyssel viste, at trænerne tror på mig og det var et godt signal. Nu er det fedt, at de tror på mig og giver mig chancen for at spille. Jeg byggede på min fysiske styrke i sidste sæson, hvor jeg ikke spillede, men trænede hårdt. Og det slår jeg kapital af i de her uger. Jeg ville gerne have spillet noget tidligere, men jeg er fortsat en ung spiller, siger Thomas Gundelund.

– I sommerpausen trak jeg en streg i sandet. Jeg begyndte forfra og byggede min fysik op igen. Seniorfodbold er noget andet, så det kræver at jeg har overskud i hele kampen. Jeg vil være den bedst mulige udgave af mig selv, og derfor skal jeg være helt på toppen fysisk. Det er jeg nu, også selvom jeg lige har spillet tre kampe på otte dage, siger Thomas Gundelund.

Da den unge Skive-spiller blev introduceret på divisionsholdet i sommeropstarten i 2018, var det som back i træningskampene lige op til VB’s Superligacomeback, men nu er Gundelund blevet anvendt på midtbanen.

– Jeg ser mig selv som 6’er bagerst på midtbanen. Balancespilleren i det system vi spiller nu. Det er en god rolle, hvor jeg kan bruge min løbekapacitet godt. Jeg er midtbanespiller oprindeligt, men har også været brugt på backen i VB og der jeg blev introduceret, da jeg kom i A-truppen. Jeg nyder at være en del af startopstillingen men ved også, at konkurrencen er hård. Det kræver kontinuerligt gode præstationer at være en del af startopstillingen og det skal jeg fortsat vise, siger Thomas Gundelund.

Vejle Boldklubs nummer 14 har endnu ikke tabt en førsteholdskamp for VB. Han debuterede mod Vendsyssel (4-1) og har siden fået spilminutter mod BK Frem (4-3), Vendsyssel (3-0), Kolding IF (1-1), Skive (2-1) og Viborg (4-1).

Tekst: Lars Christensen.