Scoringer i tillægstiden kan både være frustrerende og forløsende. Lørdag eftermiddag mod Vendsyssel oplevede Vejle Boldklub det sidste, da Gustaf Nilsson i det første minut af den fire minutter lange tillægstid dukkede op i feltet og udlignede til 1-1. VB vandt et værdifuldt point, mens gæsterne fra Vendsyssel måtte se to points forsvinde.

En oversigt over pointgivende scoringer fra Vejle Boldklub viser, at VB og Vendsyssel har en indbyrdes historik omkring at afgøre tingene sent i de indbyrdes kampe. I efteråret 2016 var VB foran i 89 minutter på Vejle Stadion efter Dominic Vinicius venstrebenshammer i det 2. minut. Men sent inde i tillægstiden fik store Ayo Simon Okosun skrabet bolden i mål efter et hjørnespark. Som om at den skæbne ikke var hård nok for vejlenserne, så afgjorde Vendsyssel samme sæsons tredje opgør mod VB med en overtidsscoring. VB var foran 2-0 på banen i Hjørring, men efter to sene mål af VFF stod der 2-2, da kampen var langt inde i tillægstiden. Christian Moses kastede sig op til en bold i VB-feltet og med ryggen til mål saksesparkede han bolden ind bag Pavol Bajza. 3-2 til Vendsyssel. Med Gustaf Nilssons scoring i overtiden fik vejlenserne endelig lidt overtidsmedvind mod nordjyderne.

En oversigt over overtidsscoringer for og imod i Vejle Boldklubs kampe i en tiårig periode viser, at det næsten går lige op. I 12 kampe har VB profiteret af at hente ét eller to point med en scoring i det 90. minut, mens vejlenserne ti gange har tabt ét eller to point ved at modstanderne har scoret i kampens sidste minut.

I Superligasammenhæng er det første gang siden OB–VB 1-1 den 24. oktober 1999, at VB vinder point i kampens 90. minut. Dengang var det Jan Sønksen, der udlignede til 1-1, efter Nicolai Wael havde bragt OB foran. Siden den efterårsdag på Odense Stadion, har Vejle Boldklub spillet 142 kampe på stribe i landets bedste række uden at hente point på et mål i kampens sidste minut.

Pointgivende scoringer FOR i det 90. minut: 9. marts 2009 – 9. marts 2019:
20.09.2009: VB – Lyngby 2-2: Allan Gaarde udligner i det 90. minut
13.04.2011: VB – Hobro 1-1: Steffen Kielstrup udligner i det 90. minut
06.11.2011: Næstved – VB 2-2: Oliver Thychosen udligner i det 90. minut
10.06.2012: VB – Næstved 4-3: Jens Berthel Askou scorer sejrsmålet i det 90. minut
19.08.2012: VB – Viborg 2-2: Jens Berthel Askou udligner i det 90. minut
11.05.2014: AB – VB 3-4: Kaimar Saag scorer sejrsmålet i det 90. minut
30.08.2015: FC Roskilde – VB 1-2: Denis Fazlagic scorer sejrsmålet i det 90. minut
20.03.2016: VB – AC Horsens 4-3: Anders Kaagh scorer sejrsmålet i det 90. minut
11.08.2016: VB – FC Helsingør 2-2: D’Avila Ba Loua udligner i det 90. minut
23.04.2017: Fremad Amager – VB 2-3: Dominic Vinicius scorer sejrsmålet i det 90. minut
05.11.2017: Brabrand – VB 1-2: Dominic Vinicius scorer sejrsmålet i det 90. minut
09.03.2019: VB – Vendsyssel 1-1: Gustaf Nilsson udligner i det 90. minut

Pointgivende scoringer IMOD i det 90. minut: 9. marts 2009 – 9. marts 2019:
02.05.2010: Kolding FC – VB 3-2: Jesper Christiansen scorer sejrsmålet i det 90. minut
07.11.2010: Kolding FC – VB 2-1: Philip Lund scorer sejrsmålet i det 90. minut
02.06.2012: VB – FC Roskilde 2-2: Martin Nielsen udligner i det 90. minut
06.04.2014: HB Køge – VB 1-1: Sebastian Krogdahl udligner i det 90. minut
30.04.2015: Viborg – VB 3-3: Peter Friis Jensen udligner i det 90. minut
23.10.2016: VB – Vendsyssel 1-1: Simon Okosun udligner i det 90. minut
01.12.2016: Nykøbing FC – VB 4-3: Joachim Wagner scorer sejrsmålet i det 90. minut
02.04.2017: Vendsyssel – VB 3-2: Christian Moses scorer sejrsmålet i det 90. minut
30.04.2017: Næstved – VB 3-3: Andreas Moos udligner i det 90. minut
20.04.2018: VB – FC Roskilde 1-1: Robert Larsen udligner i det 90. minut

Oversigten er udelukkende lavet ud fra kampene i Danmarksturneringen. Det 90. minut dækker over det sidste minut af den ordinære spilletid og dommerens tillægstid.

Tekst: Lars Christensen.