Da Vejle Boldklub tidligere på sæsonen tilknyttede italienske Adolfo Sormani som cheftræner, var det på en 2-årig aftale. Indbygget i den aftale var der en tovejs option, som gjorde, at begge parter kunne komme ud af aftalen efter det første år. Den option er nu efter gensidig aftale fjernet i kontrakten.

– Jeg meldte ud i forbindelse med ”Dodo’s” tiltrædelse, at han havde været nummer et på vores liste, og at vi fik en rutineret træner med stor fodboldfaglighed og evne til at arbejde med internationale spillere. Den statistik har vist sig at holde fuldstændig stik. Derfor – og med det gode efterår i mente – var det naturligt, at vi satte os ned med ”Dodo” og fjernede optionen. Det giver Vejle Boldklub muligheden for forsat at arbejde langsigtet med både trup og træneren, fortæller direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder.

Aldolfo Sormani er glad for at være i klubben og er stolt over klubbens beslutning.

– Jeg er stolt over, at klubben ville fjerne optionen. Det viser, at de ser mig som den træner, der kan flytte klubben videre til det næste niveau. Jeg vil gerne takke klubben, staben, organisationen og særligt spillerne. Det er en holdindsats. Jeg kan ærligt sige, at i min research om klubben og byen fornemmede jeg, at Vejle var en fodboldby, og på det punkt er jeg ikke blevet skuffet. Jeg møder en kæmpe opbakning i mit arbejde og en tiltro til de beslutninger, jeg tager. Der er kun én ting, jeg er ked af. Det var i kampen på udebane mod Fremad Amager. At se så mange VB-tilhængere have taget turen til Sjælland, høre dem støtte os gennem hele kampen og så skuffe dem. Det gjorde ondt på mig. Nu er der kun én ting, der gælder, og det er det hårdeste arbejde i klubbens historie, der skal udføres igennem hele foråret, afslutter Adolfo Sormani.

Vejle Boldklub topper NordicBet Ligaen med 38 point for 19 kampe og starter foråret med et topopgør mod Thisted den 4. marts.

Tekst: Morten Pelch