Ikke et ord på dette sted om, hvem – og hvem ikke – der skal stedes til hvile i Roskilde Domkirke, når tidens fylde engang er inde. Men denne dejlige senaugustsøndag fandt i alt fald FC Roskilde-spillerne deres endeligt under Nørreskovens trækroner…

Det var dog mod slutningen ved at ligne Skive-kampen til forveksling. VB’s sikre 2-0 føring kom pludselig i fare, men i modsætning til kampen mod skibonitterne lykkedes det denne gang vejlenserne at holde hjem – skønt presset og med 10 mand det sidste kvarter + dommer Jonas Hansens seks minutters overtid.

VB havde en enkelt tvungen ændring i forhold til onsdagens kamp mod Brabrand. Imed Louati måtte sidde over med en rygskade, og i hans sted spillede Arbnor Mucolli på venstrekanten.

Efter indledende VB-dominans med bl.a. et fint langskud af Ramadani, der tvang Roskilde-keeper Frederik Vang ud i en TV-redning, fik gæsterne en god periode. Vejlenserne havde svært ved at befri sig fra gæsternes tryk med et hjørnespark til følge. Med et kvarter spillet kunne 2.495 tilskuere minus en busfuld fra Sjælland dog godt have tænkt sig et straffe til VB, da Dom blev puffet i ryggen, men Jonas Hansen var uenig.

Herefter gik kampen i en lidt afventende fase, som ikke rigtig kunne rykke publikum op af sæderne. Altså bortset fra en situation, hvor Dom spillede Sousa fri, men Vang var over bolden, inden den lille brasilianer for alvor fik kontrol over sin afslutning.

1. halvleg fik dog et særdeles livligt sidste kvarter. Efter en halv time kunne Nicolai Madsen bringe topholdet foran efter en række kontraer oven på et kort hjørne fra Sousa til Arbnor Mucolli.

Tre minutter senere kunne samme Madsen have øget føringen, da han listede et frispark i højresiden højre om muren og på indersiden af stangen, hvorefter bolden trillede langs stregen og i spil igen. Close! Sjællænderne ville dog ikke stå tilbage m.h.t. aluminiumstræffere. I det 39. minut ramte Nicklas Halse med et brag af et langskud den ene opstander.

Umiddelbart inden pausen blev det i stedet 2-0. Et forrygende VB-opspil, som gik alt, alt for hurtigt for gæsterne, havde Arbnor Mucolli næstsidste fod på bolden, inden Dom kunne trille bolden i mål med venstrebenet til 2-0.

De rødblusede kom fint ud efter pausen og havde allerede gode muligheder i de første minutter af 2. halvleg. Vinicius testede Vang med såvel et fladt skud som et hovedstød, mens Sousa fik halvflugtet efter en returbold, men også lige på RFC-keeperen.

I stedet kom sjællænderne mere og mere med i kampen, og i det 66. minut gik det galt for vejlenserne. En lang stikning gik indenom Davidsen til Mikkel Thygesen, som scorede højt i målet.

To minutter senere modtog Nicolaj Madsen en advarsel for et voldsomt frispark – en advarsel, der skulle vise sig ganske kostbar. Sormani foretog sin første udskiftning med en snes minutter tilbage. Det blev dog i familien – Agon Mucolli afløste lillebror Arbnor.

Med et kvarter igen blev der begået et voldsomt frispark mod Sousa, og Nicolaj Madsen markerede, at han syntes, forseelsen var til gult. Dommer Jonas Hansen havde i forvejen Madsen i bogen, så det andet gule kort, han nu hev op over for ex-SønderjyskE-spilleren var så lig med rødt. Jonas Hansen har uden tvivl loven på sin side, der præciserer, at spillerne ikke må signalere kortgivning. Omvendt er det vel et spørgsmål om Fingerspitzgefühl, om man nu finder det betimeligt at sende et hold i undertal oven på et groft frispark begået mod samme hold…

Det blev nu en krig i slutminutterne. Sormani bragte Wernersson for Sousa, og selv om Roskilde pressede voldsomt på, var det VB, der havde de store muligheder på omstillinger. Således var både Agon Mucolli og Wernersson snublende tæt på at kunne lukke kampen. En dygtig Frederik Vang Larsen, som i øjeblikket har vundet målmandsduellen mod den normale keeper i Roskilde, Frederik Schram, reddede begge gange dygtigt til hjørne.

Således blev et optændt publikum holdt på pinebænken til det sidste, og mange kunne nok have tænkt sig, der i kioskerne ud over stadionplatten var mulighed for at købe for en halvtredser blandede Stesolider og Valium…

Dom (der blev MOM), var god til at holde sjællænderne stangen med sine bjørnekræfter, ligesom Sormani fandt en puster ved at skifte Kasper Nøhr ind i overtiden for anfører Schoop. Og sjællændernes mange høje bolde blev fint afvist at VB’s mange luftstærke spillere. Normalt er der ikke så forfærdelig mange toner i en dommerfløjte, men slutfløjtet fra Jonas Hansen lød som sød musik i glade tilskueres øren. Fanafsnittet kogte helt over!

Tilskuerne må nu utålmodigt sove 21 gange, inden der atter er bold i Nørreskoven. De allermest afhængige kan dog forkorte ventetiden med at tage tur til Jammerbugt, Vendsyssel og Viborg, hvor VB spiller de næste gange.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
Vejle Boldklub – FC Roskilde 2-1 (2-0)
31. 1-0 Nicolaj Madsen
44. 2-0 Dominic Vinicius
66. 2-1 Mikkel Thygesen

Kort:
68. Nicolaj Madsen (gult kort)
76. Nicolaj Madsen (gult kort)
76. Nicolaj Madsen (rødt kort)
90. Pavol Bajza (gult kort)

Indskiftninger:
69. Arbnor Mucolli ud Agon Mucolli ind
80. Allan Sousa ud Victor Wernersson ind
90. Jacob Schoop ud Kasper Nøhr ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Nicolaj Madsen

Allan Sousa
Dominic Vinicius
Arbnor Mucolli

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Victor Wernersson
D’Avila Ba Loua
Kasper Nøhr
Jonas Andersen
Lundrim Hetemi
Agon Mucolli

Tilskuere: 2.495
Dommer:
Jonas Hansen

FC Roskilde (4-3-3): Frederik Vang Larsen – Nicklas Mouritsen (88: Mathias Gehrt), Daniel Stenderup, Stefan Hansen, Anders Nielsen – Valon Ljuti, Nicklas Halse, Robert Larsen – Mikkel Thygesen, Kristian Lindberg (67: Bo Storm), Mikkel Nøhr Christensen
Træner: René Skovdahl.

Kort:
33. Stefan Hansen (gult kort)
38. Nicklas Mouritsen (gult kort)
90. Daniel Stenderup (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.