Der var klare reminiscenser fra sidste sæson, da VB helt unødvendigt smed to point i søndagens kamp på Spar Nord Arena. Gæsterne var i fuld kontrol og førte 2-0 mod et usikkert og modløst bundhold, som det dog på uforklarlig vis lykkedes at lukke ind i kampen til sidst – med lidt assistance fra den ene af linjedommerne…

Som ventet havde VB kun en enkelt – tvungen – ændring på holdet, som triumferede på Blue Water Arena sidste weekend. Topscorer Rasmus Lauritsen måtte med sit røde kort en tur i straffeboksen og blev i midterforsvaret erstattet af gennemrutinerede Anders Egholm.

Efter en første fase, hvor VB stod lavt og afventende, satte gæsterne efter syv minutter turbo på helt nede fra eget mål. Efter et lynangreb, hvor Schoop og Vinicius havde næstsidste fødder på bolden, endte læderet inde foran det tomme mål, hvor Sousa kunne skubbe den over stregen til en tidlig føring.

I det 17. minut blev Anders Egholm ramt i hovedet af et kanonskud fra John Dyring og måtte med hjernerystelse udskiftes med Wernersson, som gik på højre back, mens Memija rykkede ind ved siden af Greve. Synd for den sympatiske midterforsvarer, som endelig fik mulighed for en startplads. God bedring herfra! Samme situation udløste et frispark til Skive – her bankede Martin Thomsen på overkanten af overliggeren.

Herefter gik kampen lidt i dødvande, indtil den halve time. Sousa skar flot ind og fik afsluttet med venstre, men Andreas Raahauge i Skive-målet reddede flot. En stakket frist for skibonitterne imidlertid, for på det efterfølgende hjørne fra Sousa, headede Vinicius nærmest med baghovedet bolden ind i krogen til 0-2. VB sluttede halvlegen bedst mod et rådvildt Skive-hold. Louati fik flugtet over mål, inden Ayinde Lawal dog havde et langskud forbi i slutminutterne for et Skive-hold, som syntes at længes efter pausen.

Topholdet fortsatte dominansen efter pausen. En af gæsternes bedste, Allan Sousa, som var her og der og alle vegne, brød straks igennem og tvang Raahauge ud i en fin fodparade. Det syntes et spørgsmål om tid, inden vejlenserne fik lukket opgøret helt – Louati  headede forbi spillet op af Dom, og Wernersson skød over fra fin position.

Skibonitterne syntes uden tro på at vende kampen, og deres lange fremlægninger kunne ikke true Bajzas mål – heller ikke selv om måltyven Thomas Dalgaard blev indskiftet.

Men efter 77. minutter gik en ufarlig Skive-fremlægning på et frispark fra siden til målspark, hvad dommer Henrik Overgaard da også dømte. Men hidkaldt af sin linjedommer ændrede han kendelsen til straffespark – manden med flaget havde øjensynligt set Ramadani hive i en Skive-trøje. Dalgaard omsatte fra 11 m pletten.

Sormani havde forinden sendt Nicolaj Madsen og Agon Mucolli ind for Schoop og Louati. Værterne havde selvfølgelig nu momentum, men VB syntes stadig at kunne køre sejren hjem, for udover en halvflugter fra Dalgaard fra spids vinkel lige på Bajza, kom de blågule ikke til det store. Men det hjørne, som Agon Mucolli gav med et par minutter igen af ordinær spilletid blev alligevel pointgivende for Kim Kristensens mandskab, da Jeppe Mogensen sendte bolden i nettet.

Gæsterne kunne stadig have sikret sig alle tre point, da flere vejlensere kort efter på et Dom-indlæg nærmest stod i kø for at sparke sejrsmålet ind, men det blev ved de 2-2. Det må så gå ud over Brabrand på onsdag…

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
Skive IK – Vejle Boldklub 2-2 (0-2)
8. 0-1 Allan Sousa
31. 0-2 Dominic Vinicius
78. 1-2 Thomas Dalgaard (straffespark)
88. 2-2 Jeppe Mogensen

Kort:
15. Mads Greve (gult kort)
77. Ylber Ramadani (gult kort)
78. Kerim Memija (gult kort)

Indskiftninger:
20. Anders Egholm ud Victor Wernersson ind
63. Jacob Schoop ud Nicolaj Madsen ind
69. Imed Louati ud Agon Mucolli ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Anders Egholm
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Arbnor Mucolli

Allan Sousa
Dominic Vinicius
Imed Louati

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Victor Wernersson
D’Avila Ba Loua
Kasper Nøhr
Nicolaj Madsen
Jonas Andersen
Agon Mucolli

Tilskuere: 705
Dommer:
Henrik Overgaard

Skive IK (4-4-1-1): Andreas Raahauge – Mikkel Frandsen, Christoffer Østergaard, Martin Thomsen, Anders Hagelskjær – Alexander Baun (60: Oliver I. Pedersen), Ayinde Lawal (79: Kaan Kairinen), John Dyring, Frederik Brandhof – Mathias Pedersen (56: Thomas Dalgaard) – Jeppe Mogensen
Træner: Kim Kristensen.

Kort:
71. Anders Hagelskjær (gult kort)
74. Frederik Brandhof (gult kort)
80. John Dyring (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.