Vejle Boldklubs U19-Ligahold tabte 0-2 til Esbjerg fB i lørdagens kamp på kunstgræsbanen på Gl. Vardevej. VB holdt stand i den første time, men så scorede vestjyderne to mål med fire minutters mellemrum og det kunne vejlenserne ikke svare igen på.

Cheftræner Claus Troelsen måtte til kampen mod Esbjerg stille op uden de to offensive profiler, Jonas Andersen og Lucas From, samt en karantæneramt Kasper Nøhr. Vejlenserne kom til opgøret i Vestjylland med et meget ungt hold, hvor der var syv første årsspillere i startopstillingen og talentfulde Magnus Enggaard fra U17-Ligaholdet var med på bænken.

Kampen åbnede meget jævnbyrdigt. Den chance VB tilspillede sig i det 5. minut, viste sig at blive opgørets største til de røde. Sebastian Bruhn kæmpede sig til et hjørnespark i VB’s venstre side. Det blev spillet over i bagrummet, hvor den endte ved Thais Damgaard, der sendte den over i modsatte side af feltet. Anfører Lebæk sparkede første gang, men forsøget strøg over mål. VB spillede i perioder pænt med før pausen særligt ved Rami Ayman i højre side, men det resulterede ikke i afslutninger mod mål.

Esbjerg havde bolden i nettet midt i halvlegen, men en EfB-spiller havde kort forinden begået et frispark, hvorfor det blev annulleret. Efter en lille halv time kom Esbjerg til en god mulighed. Emil Ankersen slår den ind i hovedet på Nicolae Carnat, men rumæneren header over. Senere fik rumæneren en skudchance, men sparket blev blokeret. En halvleg med EfB mest på bolden endte også med en Esbjerg-chance. Emil Ankersen drev bolden godt og afsluttede over mål.

Efter pausen kom Esbjerg foran efter en time. Hvis der skulle falde en scoring, var det naturligt at det var Esbjerg der kom foran. Oliver Olsen kom fornemt forbi VB’erne i venstre forsvarsside og driblede ind i feltet, hvor han scorede fladt på en chanceløs Sanchez. Fire minutter senere punkterede kampen fuldstændig. Carnat fik en bold i dybden, men VB kom tilbage og lukkede den stærke rumæner. Men vestjyderne holdt presset på feltet og Martin Egelund kunne score med et hårdt spark tæt under mål efter en frispilning. VB fik aldrig svaret igen og Esbjerg vandt en fortjent sejr på 2-0.

EfB har haltet i åbningen på denne sæson, hvor de er forsvarende mestre i U19-Ligaen. Allerede i den kommende uge gæster Esbjerg italienske Internazionale i UEFA Youth League. Fra Vejle Boldklub skal der lyde et held og lykke med udfordringerne.

Cheftræner Claus Troelsen: Ingen sprænger over, hvor gærdet er lavest
VB-træneren kunne ikke sige noget til resultatet mod EfB og han roste også spillernes arbejdsindsats, men måden hvorpå EfB kom til målene var for nemt.

– Vi arbejder hårdt som en helhed i hele kampen. Ingen spillere springer over, hvor gærdet er lavest og det er jeg tilfreds med. Det jeg er utilfreds med, er den måde hvorpå Esbjerg kommer til deres første mål. Vi får aldrig styr på deres diagonaler og forsvarsspillet er for slapt. Det var derfor, at vi kom bagud 0-1. Vi spiller en okay første halvleg, uden at vi kommer til de chancer, vi havde håbet på. Nikolaj Lebæk har en afslutning og vi kommer lidt over kanterne i perioder, men det var for lidt, siger Claus Troelsen.

– Udover de to mål, er det heller ikke sådan, at Esbjerg har store målchancer i kampen. Vi holder dem nede på halve muligheder og forsvarer fint i store dele, men ved målene var det ikke godt nok. De kommer til halve chancer og dem afviser vi egentlig fint. Vi havde håbet, at vi kunne holde fast i spillet på deres banehalvdel lidt mere, men det lykkedes vi aldrig med og sejren til Esbjerg er helt fortjent. Vi skal bringe mere fremad, hvis vi skal vinde kampe i U19-Ligaen, siger Claus Troelsen.

Han fremhævede midtstopperen Kasper Poulsgaard, som VB’s klart bedste spiller i opgøret, ligesom der var plusser i bogen til en hårdtarbejdende Rami Ayman.

Der var U19-Ligadebut til Magnus Enggaard (f. 2001), der stadig har alderen til U17-Ligafodbold. Enggaard kom ind i forsvaret i de sidste små ti minutter.

U19-Ligaholdet skal i kamp igen lørdag den 18. november. Her kommer Lyngby til VB Parken.

Kampfakta:
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 2-0 (0-0)
62. 1-0 Oliver Olsen
66. 2-0 Martin Egelund

Kort:
49. Kasper Poulsgaard (gult kort)

Indskiftninger:
68. Thais Damgaard Nielsen ud André Sanz ind
74. Nikolaj Lebæk ud Mathias Præst ind
83. Kasper Christoffersen ud Magnus Enggaard ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Mathias Peguero Sanchez Eriksen

Tobias Utoft
Kasper Poulsgaard
Daniel Møller Berg
Kasper Christoffersen

Nikolaj Lebæk (anfører)
Lundrim Hetemi

Thais Damgaard Nielsen
Rami Ayman
Kasper Døhr Thychosen

Sebastian Bruhn

Bænken (alle benyttet):
André Sanz
Mathias Præst
Magnus Enggaard

Tekst: Lars Christensen.