Der skulle en straffesparksscoring af Dominic Vinicius i det 91. minut til, før end Vejle Boldklub besejrede oprykkerne Brabrand med 2-1. En scoring af Rasmus Lauritsen gav VB en føring ved pausen, men Kenan Hajdarevic scorede til 1-1 på et frispark fra 30 meter efter godt og vel en times spil og derfra blev det tunge pres fra topholdet kun endnu mere konstant.

Til opgøret i Ceres Park mod oprykkerne Brabrand IF havde cheftræner Adolfo Sormani givet genvalg til startopstillingen fra sidste uges sejr i lokalopgøret mod FC Fredericia. Det betød, at Erick Farias og D’Avila Ba Loua lå helt på toppen med Nicolaj Madsen i en mere fri rolle bag de to angribere. Blandt udskifterne var Dominic Vinicius tilbage efter et opgørs fravær, men topscoreren var kun klarmeldt til 30 minutters fodbold.

Tilskuerne fra Vejle Boldklub der fyldte godt op i udebaneafsnittet bag det ene mål var de mest højlydte under hele dagens opgør. De kunne se VB dominere på bolden i de første 45 minutter, mens Brabrand helt som forventet satsede alt på dødbolde og ellers var stærkt organiseret. Allerede i det 2. minut kom Björn Daniel Sverrisson til den første afslutning, men den hjemmevante islænding sparkede over fra kanten af feltet. Opspillet kom ved Schoop, der var løbet dybt i højre side. Fem minutter senere var det VB der kom til en sjælden omstilling. De sendte D’Avila afsted i højre side og ivorianeren fandt Erick Farias foran mål, men brasilianeren kiksede sin afslutning. Efter et kvarter burde D’Avila have scoret, men ivorianeren brændte en åben mulighed. Rollerne fra før var byttet om og Farias fandt D’Avila fri i feltet, men han tog et touch på bolden og blev presset. Det hele løb ud i sandet for VB’erne denne gang.

Værterne stemplede ind i det 17. minut, da Tobias Olesen prøvede langt udefra. Men kantspillerens friske forsøg gik lige forbi Bajzas mål. Brabrand gik smag for mere, for Mikkel Ørbech forsøgte minuttet efter, men han firsttimede bolden over Vejle-målet. Modsat var der muligheder på frispark til Viljormur Davidsen og Nicolaj Madsen. Men begge spillere overplacerede deres spark. Et minut før pausen havde Nicolaj Madsen et føringsmål for fødderne. D’Avila sparkede et frispark fra hjørneflaget fladt ind, som Madsen mødte, men han drejede bolden i sidenettet. Meget tæt på. I det første minut af første halvlegs tillægstid var det Rasmus Lauritsen der skabte forløsningen for VB. På D’Avilas hjørnespark dukkede han op og headede bolden i mål.

Brabrand kom frisk ud til anden omgang og slog flere indlæg ind i VB-feltet. Men VB’erne afviste det hele og satte sig hurtigt på spillet. Det betød, at VB satte spillet på værternes halvdel, men det var svært at bryde de tapre århusianere ned. Efter 62 minutter kunne D’Avila have lukket ballet på Ceres Park. Sverrisson fandt ham i dybden, men Rosenørn klarede afslutningen fra ivorianeren der blev presset af forsvaret.

I det 64. minut kom udligningen ud af ingenting. Brabrand fik et frispark fra cirka 30 meter. Topscorer og angrebsprofil Kenan Hajdarevic hamrede kuglen mod mål. Lige på Bajza, men den ellers så stærke slovak tabte bolden der krøb ind over stregen ude ved den ene målstolpe. Målet ændrede ikke på kampens forløb. VB var stadig meget på bolden, men måtte selvsagt forcere spillet mere og mere i jagten på et mål mere. Dominic Vinicius kom ind for Farias og skabte tyngde i feltet.

VB kom til flere indlæg, men de blev afvist af værternes stærke forsvar. I en hektisk slutfase hvor VB satsede mere og mere faldt der en byge af advarsler til begge hold. I det første minut af tillægstiden kom forløsningen for VB. Dominic Vinicius blev væltet bagerst i feltet og dommer Henrik Overgaard pegede prompte på straffesparkspletten. Topscoreren eksekverede selv, da han med vanlig kølighed lagde bolden fladt i nettet. Brabrand trykkede på i den otte minutter lange tillægstid, men tættere end et par dødbolde kom de tapre værter ikke. VB vandt og kunne lettede bogføre yderligere tre points til tabellen. Der er nu ni dage til den næste kamp, hvor HB Køge tirsdag den 14. november gæster Nørreskoven.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
Brabrand IF – Vejle Boldklub 1-2 (0-1)
45. 0-1 Rasmus Lauritsen
64. 1-1 Kenan Hajdarevic
90. 1-2 Dominic Vinicius (straffespark)

Kort:
80. Dominic Vinicius (gult kort)
83. Ylber Ramadani (gult kort)
90. Pavol Bajza (gult kort)

Indskiftninger:
72. Erick Farias ud Dominic Vinicius ind
77. Viljormur Davidsen ud Victor Wernersson ind
84. Björn Daniel Sverrisson ud Arbnor Mucolli ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Björn Daniel Sverrisson

Nicolaj Madsen
Erick Farias
D’Avila Ba Loua

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Victor Wernersson
Kim Elgaard
Mads Lauritsen
Arbnor Mucolli
Dominic Vinicius
Agon Mucolli

Dommer: Henrik Overgaard
Tilskuere:
750

Brabrand (4-4-2): Mathias Rosenørn – Jacob Dyrborg Linnet (90: Lukas Enevoldsen), Jesper Brinck, Søren Bojsen, Mikkel Buur Simonsen – Nicolaj Køhlert (72: Thomas Viggers), Gökhan Tokay, Mads Jessen, Tobias Olesen (64: Nichlas Ørbæk Knudsen) – Mikkel Ørbech, Kenan Hajdarevic
Træner: Tom Søjberg.

Kort:
23. Gökhan Tokay (gult kort)
43. Tobias Olesen (gult kort)
69. Nichlas Ørbæk Knudsen (gult kort)
79. Mikkel Buur Simonsen (gult kort)
90. Jacob Dyrborg Linnet (gult kort)

Tekst: Lars Christensen.