Vejle Boldklubs Thomas Gundelund spillede hele kampen i det danske forsvar, da det danske U17-landshold besejrede Andorra 1-0 i EM-kvalifikationen i Estland onsdag eftermiddag. Med sejren er danskerne klar til forårets Elite Round inden den sidste puljekamp mod Skotland på lørdag.

Landstræner Michael ”Mex” Pedersen havde fundet plads til Gundelund i startopstillingen til mødet med Andorra. Gundelund spillede højreback i hele den af Danmark dominerede kamp. Forløsningen for danskerne kom dog først i de sidste ti minutter. Et straffespark begået mod Morten Frendrup blev udnyttet af Andreas Pyndt og så vandt Danmark 1-0.

Kampen var næsten en kopi af turneringens første opgør i mandags. Her vandt Danmark også 1-0 på en sen scoring på straffespark. Modstanderen var værtsnationen Estland og Gundelund fulgte hele den kamp fra den danske udskiftningsbænk. Nu venter Skotland i puljefinalen på lørdag. Begge lande er klar til forårets Elite Round om en plads ved EM-slutrunden næste sommer, men de kæmper om den vigtige 1. plads i puljen.

Tekst: Lars Christensen.