Fortet holdt

Efter svingende resultater på hjemmebane den sidste årrække, synes VB at lykkes med at få gjort Vejle Stadion til Fort Nørreskoven igen. I dag blev det i alt fald den femte hjemmesejr af lige så mange mulige i denne sæson. Lad så være, at publikum vel – udover Rasmus Lauritsens fine og afgørende scoring – mest vil huske kampen for det dejlige vejr…

VB havde den nødvendige ændring på holdet. Dom. Vinicius var ude med karantæne, hvorefter Louati gik i front og Arbnor Mucolli på venstre kant. Jacob Schoop kom ind og indtog sin gamle plads på den centrale midtbane – iført anførerbind.

VB fik den bedst tænkelige start på denne solbeskinnede 1. oktober. Rasmus Lauritsen fulgte fint op på sine tre scoringer i de første kampe og pandede et hjørnespark fra Sousa ind i det niende minut til 1-0.

Målet fik ikke amagerkanerne til at satse det vilde. De stod stadig lavt, når VB havde bolden, og vejlenserne turde ikke rigtig sætte bolden på spil, men forfaldt til lidt kønsløst boldføleri i egne rækker. Farligst var holdet fremdeles på standarder, hvor Mads Greve fik hovedet på et par hjørnespark, men uden resultat. Værterne måtte spille på en anden måde end normalt, hvor man ellers kan spille bolden op i midten på Dom, som holder fast i den, lægger den af eller header den videre. Det kunne man ikke i dag, og så blev mønsteret et lidt andet.

John Faxes tropper – hvoraf ex-vejlenserne Anders Kaagh og Hakan Redzep startede henholdsvis inde og på bænken – skabte heller ikke nævneværdigt, så det meste af 1. halvleg blev en gang tomgangsfodbold, hvor tilskuerne havde mere glæde af det pragtfulde vejr end af begivenhederne på banen.

Kampen blev en my mere interessant efter pausen, som Sormani havde benyttet til et brødrebytte – Agon Mucolli kom ind for Arbnor. Københavnerne vovede sig lidt frem på banen, og efter en time havde VB sin første chance efter åbent spil. Louati blev spillet op af Davidsen, men sparkede over.

Tre minutter senere havde de rødblusede sin bedste mulighed – igen ved Louati. Agon Mucolli spillede tuneseren helt fri, men Fremads keeper Nicklas Dannevang fik pareret. Kim Elgaard kom efter få minutters spil i 2. halvleg ind til sit comeback. Han erstattede en småskadet Nicolaj Madsen. Senere i halvlegen afløste D’Avila Allan Sousa.

Som kampen skred frem kom vejlenserne til at stå lavere og lavere, og amagerkanerne trykkede på til sidst. Den sidste aflevering manglede dog kvalitet, så rigtig farlige blev de blåblusede sjældent. Pavol Bajza kom fint ud og deltog i oprydningen, og et storspillende makkerpar Greve & Lauritsen i midterforsvaret havde godt styr på gæsternes angrebsbestræbelser. Først i overtiden blev udeholdet farligt. Senoglu flugtede lige på Bajza, mens den største mulighed tilfaldt Jonas Gemmer, som i de døende sekunder headede snært forbi Bajzas mål.

Ufortjent kan sejren ikke kaldes, og at den ikke blev til på efterårets smukkeste fodbold, vil snart være glemt…

Advarsler derimod bliver jo ikke sådan glemt, og her har vejlenserne fået en dårlig vane med at indkassere de mest unødvendige. Sousa fik for film, D’Avila og Bajza for at sparke bolden væk og Louati for et frispark, hvor VB havde bolden… Den slags dumheder må da gerne udryddes…

Kampen blev den sidste for VB’s fysioterapeut, René Krogh, der af hensyn til familielivet søger andre græsgange med mere almindelige arbejdstider. René har nu i tre år gjort VB-spillerne fit for fight, og vi ønsker ham herfra alt godt fremover!!

Næste opgave for topholdet bliver endnu en hjemmekamp – mod EfB om 14 dage.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
Vejle Boldklub – Fremad Amager 1-0 (1-0)
9. 1-0 Rasmus Lauritsen

Kort:
42. Allan Sousa (gult kort)
79. D’Avila Ba Loua (gult kort)
90. Imed Louati (gult kort)
90. Pavol Bajza (gult kort)

Indskiftninger:
46. Arbnor Mucolli ud Agon Mucolli ind
58. Nicolaj Madsen ud Kim Elgaard ind
70. Allan Sousa ud D’Avila Ba Loua ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Nicolaj Madsen

Allan Sousa
Imed Louati
Arbnor Mucolli

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Victor Wernersson
Kim Elgaard
Erick Farias
D’Avila Ba Loua
Mads Lauritsen
Agon Mucolli

Tilskuere: 2.128
Dommer:
Aydin Uslu

Fremad Amager (4-4-1-1): Nicklas Dannevang – Mads Gabel-Jørgensen, Mads Nordam, Mike Mortensen, Joel Kabongo (53: Hakan Redzep) – Olcay Senoglu, Jonas Gemmer, Mark Kongstedt, Sebastian Andersen – Mohammed Abdalas (74: Jabar Sharza) – Anders Kaagh (64: Finnur Justinussen)
Træner: John ”Faxe” Jensen.

Kort:
90. Jabar Sharza (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.