Efter to kampe uden sejr kom VB tilbage på sporet og hentede i lokalopgøret mod FC Fredericia sin fjerde hjemmesejr af lige så mange mulige.

Heftige regnskyl op til kampen blev afløst af det herligste indian summer vejr med høj septembersol, hvilket passede et sæsonrekordstort tilskuertal på 3513 glimrende. Publikum kunne se en fin og intens fodboldkamp, og tilskuerne – bortset fra nogle håndfulde nede fra Lillebælt-kanten – nød at se VB forsvare sin førsteplads. Fortjent eller ej – altid et elastisk begreb. Gæsterne spillede nok det smukkeste fodbold, mens de rødblusede var den tand skarpere, der gav sejren.

VB havde til kampen Viljormur Davidsen ude med skade, mens Kerim Memija var tilbage efter at have fået bugt med sine knæproblemer. På den anden back startede Victor Wernersson, som denne gang var foretrukket for Mads Lauritsen. På midtbanen var Arbnor Mucolli med for en bænket anfører Jacob Schoop. Ny anfører var Nicolaj Madsen. Viljormur Davidsen kunne dog – skønt sat ud af spillet – inden kampen modtage blomster af teknisk chef Jacob Krüger for de 100 kampe, han rundede i Vendsyssel.

Som vanligt i lokalopgørene var 1. halvleg præget af en del dueller og periodevis hårdt spil. Således måtte dommer Jesper Nielsen uddele fire advarsler før pausen – tre til gæsterne, en til Dom.

Fredericia havde i en jævnbyrdig indledning kampens første chance, da Mads Eriksen kom først til en hjørnesparksbold – men forbi.

VB fik tilkæmpet sig et lille overtag, og det blev 1-0 efter 19 minutter. Vinicius spillede efter et godt VB-angreb Sousa fri med en putbold, og den lille brasilianer tordnede læderet op i hjørnet. Holdet fra Voldbyen kunne dog have udlignet kort efter. VB blev fanget i en omstilling, og Dennis Høegh fik trykket af fra kort afstand, men fantastisk parade af Pavol Bajza!

Med en lille halv time spillet var det hjemmeholdet, som bød ind med en fin omstillingsmulighed. Dom erobrede bolden, Nicolaj Madsen slap fri og fandt Louati foran mål, men tuneserens brysttæmning løb fra ham. Fredericianerne spillede ind imellem nydelig kombinationsbold og kom specielt farligt over venstre ved Oliver Fredsted. Greve & Co. fik dog afvist godt inde foran. Der var lagt et enkelt minut til 1. halvleg. Det benyttede Nicolaj Madsen sig af til at få et frispark, og Allan Sousas spark – som vist mest var et indlæg – gik ind i hjørnet til 2-0.

Fredericia, som nu skulle jage et tomåls forspring var rigtig meget på bolden efter pausen mod lavtstående vejlensere. En samlet hjørnesparksstatistik på 0-9 taler jo også sit tydelige sprog herom. Der blev stadig gået til stålet og dommer Jesper Nielsen syntes åbenbart 1-3 i advarsler før pausen burde udlignes bedre, så det blev 4-1 efter pausen… Louati, Mads Lauritsen, Nicolaj Madsen og Memija kom alle i den sorte bog.

Med en time spillet burde Imed Louati have lukket opgøret endegyldigt. En omstilling gav ham en friløber, men forsøget på at afdrible Alexander Nybo mislykkedes, så det eneste, tuneseren fik ud af 112 procent chancen, var et gult kort for farligt spil mod Nybo.

Gæsterne var således stadig med i kampen, og Brent McGrath kunne for alvor have bragt sit hold tilbage i matchen, da han kom til frit skud i det 63. minut, men igen reddede Bajza sensationelt.

Sormani skiftede tre gange i de sidste godt 25 minutter. Mads Lauritsen – iført skinne omkring et brækket håndled – kom ind for Wernersson, mens D’Avila Ba Loua afløste målscorer Sousa. Det er længe siden, ivorianeren har fået spilletid, men han gjorde et fint indhop. Til sidst kom Sverrisson ind for Nicolaj Madsen. Gæsternes pres kastede ikke rigtig mere af sig – til gengæld var Rasmus Lauritsen tæt på at komme tilbage på scoringstavlen, da han headede lige forbi.

Og som det er ved at blive en dejlig vane i Nørreskoven her i efteråret, sluttede kampen med stående applaus og stor glæde på lægterne. Nu er der så for alvor dømt topopgør på søndag på Lerpytter Stadion i Thisted, når rækkens nr. 1 og 2 mødes…

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
Vejle Boldklub – FC Fredericia 2-0 (2-0)
19. 1-0 Allan Sousa
45. 2-0 Allan Sousa

Kort:
25. Dominic Vinicius (gult kort)
59. Imed Louati (gult kort)
70. Mads Lauritsen (gult kort)
76. Nicolaj Madsen (gult kort)
79. Kerim Memija (gult kort)

Indskiftninger:
67. Victor Wernersson ud Mads Lauritsen ind
70. Allan Sousa ud D’Avila Ba Loua ind
79. Nicolaj Madsen ud Björn Daniel Sverrisson ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Victor Wernersson

Arbnor Mucolli
Ylber Ramadani
Nicolaj Madsen (anfører)

Allan Sousa
Dominic Vinicius
Imed Louati

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Erick Farias
D’Avila Ba Loua
Björn Daniel Sverrisson
Jacob Schoop
Mads Lauritsen
Agon Mucolli

Dommer: Jesper Nielsen
Tilskuere: 3.513

FC Fredericia (3-4-3): Alexander Nybo – Mads Eriksen, Adrián ”Piscu” López Rodríguez (79: Esben Petersen), Frans Dhia Putros – Mikkel Knudsen, Christian Sørensen, Christian Ege Nielsen (67: Andreas Oggesen), Oliver Fredsted – Anders Holvad (67: Niels Letort), Dennis Høegh, Brent McGrath
Træner: Jesper Sørensen.

Kort:
14. Frans Dhia Putros (gult kort)
37. Christian Ege Nielsen (gult kort)
43. Mads Eriksen (gult kort)
55. Adrián ”Piscu” López Rodríguez (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.