Raúl Albentosa om OB-møde: Vi glæder os

Foto: Daniel Abedeny

For fjerde og sidste gang i denne sæson skal Vejle Boldklub op imod OB. Vejle Boldklubs anfører forudser en intens sidste omgang mod fynboerne.

Af Daniel Abedeny | 5. maj 2024

- Vores forberedelse til denne kamp har lignet forberedelsen til de andre kampe. Den har været god, koncentreret og med gode perspektiver på den kommende opgave.

- Vi har fem finaler foran os, men det stresser os ikke. Igennem hele sæsonen har vi kunnet tage en kamp ad gangen, og det ændrer den her afslutning ikke på. På mandag har vi vores hjemmebane i ryggen, og holder vi os til planen og fokuserer på det, vi skal, har vi gode muligheder for at vinde kampen.

Med Nørreskoven i ryggen 

Da Vejle Boldklub og OB senest krydsede klinger i Nørreskoven, var det uden en dengang karantæneramt Raúl Albentosa. Nu glæder anføreren sig over udsigten til at kunne være med til at revanchere den, efter anførerens eget udsagn, dårlige præstation, som de rødklædte vejlensere senest mønstrede mod de stribede fynboer.

- Sammen med den kamp, vi spillede i Hvidovre (2-1, 21.4.2024, red.) synes jeg, at den seneste kamp på hjemmebane mod OB (0-1, 10.3.2024, red.) var klart en af de dårligste kampe, vi har spillet i den her sæson. Men det er fortid, og mod Lyngby viste vi, at vi er i stand til at svare igen i både udtrykket og i udfaldet af kampen. Holdet har den rigtige karakter. Jeg stoler på mit hold, på mig selv, og vi er klar til kampen mandag.

- Alle, der skal op imod os, ved, at vi er et svært hold at spille imod. Modstandere har svært ved at komme til Nørreskoven. Omvendt går vi ind til kampen med stor selvtillid og med Nørreskoven i ryggen. Atmosfæren på Vejle Stadion er noget særligt, og den skal vi kunne omsætte til energi i vores præstation, fortæller den 35-årige anfører.

En intens fjerde omgang

Det bliver fjerde og sidste gang i 3F Superligaen 2023/24, at Vejle Boldklub skal kæmpe om point(s) imod OB. To sejre og et nederlag har de tre foregående kampe mod mandagens gæster kastet af sig.

Hvordan vurderer du styrkeforholdet mellem os og OB forud for kampen mandag?

- Kampen bliver fifty-fifty. Det bliver intenst, det bliver hårdt, for OB har dygtige spillere. Her på forhånd er det svært at komme med forudsigelser, men jeg forventer en kamp med en masse fight. Vi skal trykke dem, som vi ved, vi kan, og så skal vi få flyttet spillet over på deres halvdel. Når mulighederne så kommer, for det ved vi, at de vil, så skal vi udvise kynisme og gribe dem. Det er afgørende.

- Jeg er holdets anfører. Jeg ser et sammentømret hold, som har den rette indstilling, som udviser den rette ærgerrighed, og som er klar til den udfordring, der venter os mandag. Vi glæder os.

Kampstart er klokken 19:00 i Nørreskoven. Billetsalget til kampen den 6. maj kan tilgås her.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV